Foto fra Apokalypse som spiller i starten af 2020 på Teater Momentum © Teater Momentum/Pressefoto

Der er bestemt mulighed for teateroplevelser af enhver art i Odense i sæson 19/20. Vi har her på teaternyheder.dk tidligere fremhævet nogle af højdepunkterne i Odense Teaters program for den kommende sæson, og nu er turen kommet til de to mindre teatre i den fynske hovedstad – Teater Momentum og Nørregårds Teater.

Dommedagen venter på Momentum

I sæson 19/20 overtager Niels Erling faklen som kunstnerisk leder på Teater Momentum efter Anna Malzer, som er rykket til Mungo Park. Sæsonens egenproduktioner, vol. 13, dykker ned i menneskets evige interesse for undergang i tre forskellige produktioner. ”Kloden og klimaet er i dramatisk forandring, og som om det ikke var nok, så trues vores eksistens af atomkrig og overbefolkning. Noget kunne tyde på, at vi befandt os på kanten af menneskehedens historie. Hvorfor er vi så optagede af dommedag nu? Hvorfor er det så fascinerende at forestille sig, at verden er ved at gå under?” udtaler Niels Erling om sæsonens tematik.

Sæsonens første ‘dommedags’-forestilling er Krise, der får premiere den 26. september 2019. Forestillingen beskrives som en ‘scenisk roadmovie’, der undersøger krisens fire faser: Chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering. Med inspiration fra bl.a. Lars von Triers filmiske helvede skildrer forestillingen, hvor forskelligt mennesker, samfund og kulturer reagerer på undergangen. Krise spiller i perioden 26. september – 24. oktober 2019.

Op til jul spiller Katastrofe, der er anden forestilling i serien. Forestillingen, der får premiere den 21. november 2019, er dels ny dansk dramatik dels musical og udspiller sig på en amerikansk high school. I et mikrokosmos af cheerleaders, nørder og sportsstjerner rammer katastrofen. Verden går under og pludselig vrimler det med kæmpeblæksprutter, rotter i fårestørrelser og fem unge venner må gå til grunde i sirupbade og kvælning med candyfloss. Katastrofe beskrives som en “hvinende sexet og hamrende brutal undersøgelse af katastrofens DNA og popkultur som kollektiv erindring – og så er det en musical med nyfortolkede pophits fra 00’erne og frem i en eksplosion af undergang i hot magenta.” Forestillingen spiller i perioden 21. november – 21. december 2019.

Apokalypse er sidste del og får premiere den 30. januar 2020. I forestillingen har naturen overtaget. Tilbage står to mennesker, en mand og en kvinde. Alt de har er ord. Hvad skal de i den nye verden? Er der overhovedet plads til mennesket? Med udgangspunkt i profetiske tekster og et remix af verdensreligionerne, mødes passager fra Johannes’ Åbenbaring, Qiyâmahen og Vølvens spådom i et flydende mash-up med fri adgang til overjordiske syner om de sidste tiders endeligt, hvor have koger og måner kløves i to. Apokalypse spiller i perioden 30. januar – 26. februar 2020.

Udover ‘dommedags’-forestillingerne kan man bl.a. også opleve den Reumert-vindende danseforestilling An Eve And An Adam, nycirkus/danseforestillingen Human In Balance, der var Reumert-nomineret i 2018 og komedien John Lennon er død.

Mere information om alle sæsonens forestillinger, samt billetkøb, kan findes på Teater Momentums hjemmeside.

Krigsberetninger og elskede klassikere på Nørregårds Teater

Nørregårds Teater er Odenses lille storbyteater for børn mellem 2 og 16 år og deres voksne. I sæson 19/20 er der forestillinger for både de helt små, teenagerne og midt imellem med både eventyr, børneklassikere og fokus på krigens mange ansigter.

Mennesker, der på forskellig vis er fanget i krigens skygge, er i fokus i flere af teatrets forestillinger for den kommende sæson. Flygtningelejren er et samarbejde mellem Øhavsmuseet og Teater R, hvor historikere & kunstnere har skab én ungdomsforestilling den 19. november 2019, som vil levendegøre virkelige beretninger fra flygtningelejre under 2. Verdenskrig & fra vor tids asylcentre.

Charles er en forestilling for de større børn, der handler om, hvad der sker hos en 13-årig dreng, hvis far bliver udsendt til en krigszone. Den handler om savn og tvivl, om kærlig omsorg og om en sjælden fortrolighed mellem jævnaldrende unge. Forestillingen spiller fra den 14.- 31. januar 2020.

Randers EgnsTeater kommer forbi teatret med forestillingen Muren, der handler om Heinrich på seks år, der bor med sin mor og far i en lejlighed. Forestillingen tager udgangspunkt i den hedengangne opdeling mellem Øst- og Vesttyskland, hvor Heinrich bor i øst. Selvom forestillingen er inspireret af fortiden, drager den paralleller til nutiden, hvor der stadig bygges hegn og murer mellem mennesker overalt i verden. Muren spiller i perioden 23. marts – 1. april 2020.

For de helt små er der en lang række forestillinger i løbet af sæsonen. Blandt andet kan nævnes det nysgerrige stykke Spørge Jørgen, Eric Carles-fortællingen Den sultne larve Aldrigmæt og et stykke baseret på den klassiske børnesang Mariehønen Evigglad.

En komplet oversigt over forestillingerne i sæson 19/20, information om disse og billetkøb kan findes på Nørregård Teaters hjemmeside.