Sejl mod Polynesiens kyster med Holstebro Teater og Musikteatret Holstebro, når de den 7.-11. marts 2022 inviterer på 10 gratis forestillinger på Knudsens med teaterstykket KONTIKI – 101 DAGE TILBAGE.
Forestillingen KONTIKI – 101 DAGE TILBAGE er historien om at rejse ud i verden, ud mod solen og det ukendte og om at stifte bekendtskab med sit indre kompas.
Det er en musikalsk forestilling for børn og barnlige sjæle, der tager afsæt i den norske antropolog og videnskabsmand Thor Heyerdahls store bedrift af en ekspedition.
Teatret former fremtidigt kulturforbrug
Bag opsætningen af forestillingen ligger der dog et forsøg på at påvirke en fremtidig generation af kulturforbrugere.
Direktør for Musikteatret Holstebro, Anders Jørgensen, ønsker med KONTIKI – 101 DAGE TILBAGE at præsentere scenekunsten for et yngre publikum. For jo før de oplever teatrets magi, desto oftere vil de vende tilbage senere i livet:
”Undersøgelsen, ’Perspektiver på Publikum’, der er besvaret af 5.571 borgere over hele landet viser, at der er sammenhæng mellem et tidligt møde med teatret og kulturforbruget i voksenlivet. Folk går ganske enkelt mere i teateret og er generelt hyppigere brugere af kulturoplevelser, når de har været i teateret som børn. Derfor synes vi, det er et rigtig godt sted at tage fat, så vi kan være med til at lære børn og unge, at teater virkelig kan noget, ” udtaler Anders Jørgensen.
Fra Peru til Polynesien
I KONTIKI – 101 DAGE TILBAGE bliver publikum taget med på en lang rejse sammen med videnskabsmanden Thor Heyerdahl. I 1947 stævnede han og fem venner ud fra Limas havneby Callao i Peru med kurs mod Polynesien. En farefuld færd og et vovemodigt eventyr på en simpel og spinkel tømmerflåde med målet om at udforske menneskets folkevandring til stillehavsøerne i Polynesien.
Bag idéen til forestilling og manuskriptet står Anders Valentinus Dam. Han udgør derudover den ene tredjedel af skuespillertrioen, der foruden Dam tæller Klaus Anders og Bastian Popp.
KONTIKI – 101 DAGE TILBAGE er produceret af Holstebro Teater i samarbejde med Teater O og Nørregaards Teater.
De 10 forestillinger spiller på Knudsens i Holstebro fra den 7.-11. marts 2022. Læs mere om stykket og køb billet her.