HOOKED kaster lys over den stigende afhængighed

HOOKED foto: Kassandra Productions

af Oskar Harrit – d. 11. februar 2022

Den 15. marts har HOOKED urpremiere på Bora Bora i Aarhus. Forestillingen iscenesætter det moderne menneskes hang til overforbrug og afhængighed. Den er et ensemble af flere kunstarter, som hver især bidrager til belysningen af den globale problematik. Holdet bag HOOKED består bl.a. af iscenesætter Annika B. Lewis, koreograf Morgan Nardi og provo-billedkunstneren Peter Johanson som scenograf.

Blik rettet mod ny epidemi

Da Corona-epidemien rasede over Danmark, blev alle sendt hjem fra arbejde, og havde da mere tid, som skulle fordrives. Det bidrog til tendensen, stigende afhængighed, da det blev tydeligt, at danskernes forbrug af alkohol og pornografi steg markant. I USA har det især vist sig, at der er andre epidemier, som vi skal have et vågent øje på – nemlig den såkaldte opioid-epidemi, hvor helt almindelige mennesker bliver dybt afhængige af de smertestillende midler, som deres læge udskriver til dem.
”Ideen til HOOKED spirede for otte år siden i USA, da jeg opdagede opioid-krisen – men den har udviklet sig til at sigte bredere. Vi slår opad mod big tech og big pharma i forestillingen, for det er alle os middel-Hansener, der bliver ramt af de afhængigheder, de store firmaer designer og pådutter os. Som med opioiderne; narrativet om, at man starter med alkohol, ryger hash, prøver kokain, og så starter derouten, gælder ikke her. Hvem som helst kan blive afhængig på grund af almindeligheder, som f.eks. en brækket tommelfinger. Det bliver tydeligt med opioid-krisen,” siger Annika Lewis.

Afhængighedens mange skikkelser

Performancekunstner Annika B. Lewis har i spidsen for Kassandra Production gennem de senere år bl.a. sat spotlight på vores hang til fødevareindustriens kunstigt pleasende fødevarer (i ‘Bliss Point’), big-data-magt, der kan afgøre præsidentvalg og få Brexit til at ske (i ‘Omnipresence’) og lykkeindustrien (i ‘Happiness Unltd.’).

HOOKED kredser om afhængighed overordnet set, som udspiller sig på scenen på alsidig vis. Scenerne er fysiske og visuelle i sit udtryk i en hybrid af dans, ritual, billedkunst og performancekunst. Afhængighedens faconer bliver udfordret og udfoldet, hvad enten det drejer sig om gambling, apps, shopping, alkohol, sex, stoffer eller smertelindrende medicin. Forestillingen co-produceres med Bora Bora – Dans og Visuelt Teater og med det tyske teater FFT Düsseldorf.

HOOKED har dansk premiere 15. marts og kan opleves frem til d. 17 marts på Bora Bora. Du kan læse mere og købe billetter HER

Tidligere artikelTeaterforeningen Katusha præsenterer Oberstinden – En teatermonolog om et kaotisk kvindeliv fyldt med krig og kærlighed
Næste artikelPeter Sommer debuterer til efteråret med ny teaterkoncert