Dronning af Disen. Foto: Randers Teater.

Den 19. september byder Randers Teater på en forestilling om en ufattelig modig kvinde: Dronning af Disen. Den kan opleves på Horsens Teaterfestival, der løber af stablen fra den 18.-20. september.

Dronning af Disen er en historie, hvor vi skal tilbage til år 1901. Her kravlede en 63-årig kvinde ned i en speciallavet tønde og lod sig rive med af vandmasserne ned af det enorme Niagara-vandfald. Nu er historien blevet til et teaterstykke.

Om Dronning af Disen

Kvinden i tønden hed Annie Edson Taylor, og det er denne glemte vovehals og hendes historie, der er omdrejningspunktet i den seneste forestilling produceret af Randers Teater: ”Dronning af disen”.

Forestillingen er baseret på virkelighedens Annie, der blev det første menneske, der overlevede turen ned af Niagara-vandfaldet i en tønde. Med et kig ind i Annies barndom, giver forestillingen et bud på, hvad der får en moden skolelærerinde til at tage den farefulde færd ned ad Niagaras vilde vandmasser. Endda på sin fødselsdag.

”Dronning af disen” er instrueret af Solveig Weinkouff, der har sit eget teater, Teater Baglandet, og i år kan fejre sit 25-års jubilæum som instruktør. For hende er fortællingen om den usædvanlige skolelærer både vigtig og inspirerende.

”Det er bare grundlæggende en virkelig god historie. Annie Edson Taylor var en ufattelig modig kvinde, der tog sit liv og skæbne i egen hånd, og vi har stadig brug for at høre om kvindelige forbilleder. Derfor har hendes historie klart en berettigelse i dag. Og så handler den også om den higen efter berømmelse og trangen til at eksponere sig selv, som er enormt udbredt i dag,” siger instruktør Solveig Weinkouff.

Og netop tematikker, der går på tværs af tid og rum, er ofte at finde i teatrets produktioner, fortæller producent og dramaturg Tine Eibye.

”På Randers Teater har vi tradition for at producere forestillinger, der har fokus på den menneskeligt evigtgyldige gode historie, hvor vi samtidig henter inspiration i vor tids problemstillinger. For nok er forestillingen inspireret af fortiden, men dens tematikker rammer lige ned i nutiden. Forestillingen handler om at jage guldet for enden af regnbuen – og være lige ved at miste skatten, fordi man bliver forblændet af jagten,” siger Tine Eibye.

Holdet bag

Alle roller i stykket spilles af skuespillerne Lisbeth Knopper og Jørgen Bing. Lisbeth Knopper er en del af Randers Teaters ensemble og har været en del af teatret, siden det blev stiftet i 2000.

At Jørgen Bing er kommet med på holdet, er resultatet af et samarbejde mellem Randers Teater og Vendsyssel Teater, hvor han har spillet med i en lang række forestillinger og i 2018 blev Remuert-nomineret sin rolle som Polonius i Vendsyssel Teaters opsætning af Hamlet.

Stykket er skrevet af Anna Panduro, der var med til at starte Frøken Fracasos Kompagni og har skrevet til blandt andet Svalegangen, Limfjordsteatret og TeamTeatret.

Den minimalistiske scenografi er skabt af Gitte Baastrup. Hun er medstifter af ”Teatret” sammen med Hans Rønne og har lavet scenografi til mange af hans prisvindende forestillinger.

Musikken er komponeret af Jacob Venndt, som ofte arbejder sammen med Randers Teater. Både som musiker på scenen og som komponist.

Lysdesigner er Anders Kjems, der også laver lys til Randers Teaters to kommende produktioner ”Forræder” og ”Gnisten og pakkefabrikken”. Lyddesigner er Gregers Kjar, der har lavet lyd til teater og film siden midt-80’erne.

Dronning af Disen spiller på Horsens Teaterfestival den 19. september og skal på turné i sæson 21/22

Læs mere om forestillingen her