Når vi døde vågner, FOTO: ©Rumle Skafte
Når vi døde vågner, FOTO: ©Rumle Skafte

I morgen d. 16. september åbner Aarhus Teater dørene til premieren på Henrik Ibsens drama Når vi døde vågner. ​​Stykket fra 1899 blev Ibsens sidste og bliver ofte læst som dramatikerens egne overvejelser om balancen mellem kunst og liv. Om kunsten kan være et kald, der trumfer det borgerlige liv. Om at være så indhyllet i sin karriere, at man mister orienteringen og overblikket over, hvad der egentlig er det vigtigste i livet. Og over hvordan livsfylden maksimeres: Med relationerne, med skabelsen, eller med naturen?

I Aarhus Teaters iscenesættelse spiller bevægelsen fra det civiliserede badehotel og det polerede ydre til det utæmmede højfjeld og de flammende følelser den altoverskyggende hovedrolle. Stykket er interessant for Ibsen-kendere, fordi han gør op med det psykologiske og naturalistiske kammerspil til fordel for drifterne, naturen og døden. Stykket er total realisme og tyk symbolisme på samme tid: Tilsyneladende almindelige situationer klinger af urtid og menneskets inderste drifter.

Det kunstneriske rum på Studio-scenen


Fremadstormende Amanda Linnea Ginman instruerer denne sæsons første forestilling på Studio, hvor hun i samarbejde med scenograf og huskunstner Nathalie Mellbye og huskomponist Marie Koldkjær Højlund har prøvet at skabe et kunstnerisk rum, hvor ambitionen har været at holde processen åben, og hvor alle fagligheder styrker hinanden. 

Jeg er meget optaget af, hvem der skaber hvem, og hvordan vi skaber hinanden. Når vi døde vågner handler om meget mere end muse/kunstner-relationen, men stykket handler også om det. Ibsen var meget optaget af de her spørgsmål, og han er en fantastisk dramatiker at arbejde med.” – Amanda Linnea Ginman, instruktør. 

Også relationen mellem kunsten og et corona-vandt publikum skal udforskes på Studio, med rummets gennemgående tema “det affektive” – alt det, vi mærker, men som vi ikke har ord for. Stykkets stemninger, følelser og sansninger skal bringes i spil med den intimitet og det nærvær, som Studio-scenen kan skabe. Et rum, hvor Ibsens tekst kan indtages med hele kroppen og ikke kun forstås med hovedet. 

Stykkets handling

Siden billedkunstneren Arnold Rubæk (der spilles af Kasper Leisner) blev verdensberømt for skulpturen Opstandelsens Dag er kreativiteten såvel som gnisten tørret ind. Hans liv i selskab med hans unge hustru Maja (Sofia Nolsøe) går i tomgang. Derfor er de taget på ferie på et højfjeldshotel med spa i Norge, hvor de løber på bjørnejægeren Ulfheim (Patrick Baurichter), som Maja hurtigt falder for, men også på Irene (Mette Døssing). Irene stod model til Rubæks hovedværk som muse, og Rubæk  fatter nu igen interesse for hende, da hun måske kan hjælpe ham med at genfinde de kunstneriske skaberevner. Men Irene anklager ham for at have stjålet hendes liv ved at vælge kunsten frem for kærligheden og et liv med hende. Det er, som om noget af Irene selv er blevet taget fra hende og flyttet over i Rubæks skulptur. Hun har svært ved at finde sig til rette i livet og ved at finde grænsen for, hvor hun selv slutter og musen begynder. Irene planter samtidig en tvivl i billedkunstneren; har han forsømt livet i sin besættelse af kunsten? 

Sammen med hver sin nye mage begiver Maja og Rubæk sig længere op i fjeldet og føler begge livsgnisten vende tilbage. Men da det blæser op til storm, og Maja og Ulfheim går i sikkerhed i lavlandet, søger Irene og Rubæk i jagten på livet endnu højere op på fjeldet… 

Læs endnu mere om forestillingen og køb din billet her.