I dag d. 1. september markerer startskuddet til Ikarus Stage Arts‘ tre-dages kulturfest ILDFLUEFEST i Holstebro. ILDFLUEFESTEN sætter kunst, kultur og fællesskaber i fokus.
En tre-dages festival med internationalt perspektiv
Med ILDFLUEFEST vil Ikarus Stage Arts, sammen med Holstebro Kommune og Den Boligsociale Helhedsplan i Trekanten, skabe de bedste forudsætninger for, at flere børn og familier introduceres til det varierede kulturliv, der findes i Holstebro Kommune.
Teatergruppen tror på det tætte samarbejde. Derfor har de inviteret folk fra hele verden til at skabe tre dage spækket med live musik, performances, et kulinarisk gademarked, gadeteater, cirkus samt internationale gæsteforestillinger fra bl.a. Grønlands Nationalteater.
Ikarus Stage Arts er en af de tre, store teatergrupper, der holder til på Nordisk Teaterlaboratorium. De har specialiseret sig i at sætte gang i gaden med livemusik, performances og gadeteater.
Kulturel brobygning
ILDFLUEFESTEN er kulminationen på Ikarus Stage Arts og Ildflueakademiets børns arbejde i Trekanten, hvor målet er at skabe og fejre nye fællesskaber gennem kunst. Skuespiller ved Odin Teatret, Caroline Pizarro udtaler:
”Når vi optræder, kan vi skabe en forbindelse mellem professionelle kunstnere og almindelige mennesker, og den interaktion er både sjov og interessant. Pointen er at vise folk så mange forskellige udtryksformer som muligt, og at vise, at der er ting, som kan binde folk sammen på tværs af baggrunde og lande. Vi håber, at det bliver fedt, og at vi formår at skabe nogle nye netværk”
Festivalen vil finde sted forskellige steder i byen:
1. september – Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret, Særkærparken 144
2. september – Gågaden Holstebro, start ved Nørreport kl. 15:00
3. september – Trekanten Holstebro
Alle arrangementer er gratis, men det er vigtigt at reservere billetter til forestillingerne d. 1. september, da der er begrænset antal pladser.
Læs mere og reserver billetter her