Forestillingsbillede fra sæson 10/11 // Foto: Costin Radu

Shakespeares komedie er i hænderne på balletmester John Neumeier lige så charmerende krøllet, som i forfatterens eget blæk.

Den 5. november har EN SKÆRSOMMERNATSDRØM repremiere på Det Kongelige Teater, hvor de kongelige balletdansere vil vikle publikum ind i eventyr, magi og akrobatiske løft.

Ballettens Shakespeare

John Neumeier er balletverdenens fremmeste Shakespeare-fortolker og er især kendt for den mesterlige fortolkning af Romeo og Julie. Med EN SKÆRSOMMERNATSDRØM viser Neumeier endnu engang, hvordan han kan give de berømte karakterer liv og lave en nærmest fysisk oversættelse af den oprindelige tekst.

I sin balletversion af EN SKÆRSOMMERNATSDRØM skaber Neumeier en elegant leg med forholdet mellem illusion og virkelighed. Poesien flyder i dansen, der også bæres til gispende højder i spektakulære løft. Publikum kan derfor forvente at blive tryllebunder af denne storladne ballet, der både rummer det klassiske og det mere moderne.

Forestillingsbillede fra sæson 10/11 // Foto: Costin Radu

En sanselig og lidenskabelig rejse

William Shakespeares komedie udspiller sig i to parallelverdener. Den ene – menneskeverdenen, Athen, med alle dens rangordninger og regler. Den anden – en alfeverden, som er skoven uden for byen, hvor al rang er ophævet og alle regler sat ud af kraft. I begge verdener er kærligheden en svær størrelse, men efter mange forviklinger sørger den sprælske drilleånd Puk for, at kabalen går op, og de rigtige får hinanden.

Hos Neumeier bliver Shakespeares historie en sanselig og lidenskabelig rejse ned i underbevidsthedens drifter og længsler. Menneskenes og alfernes verden væves sammen gennem Mendelssohns romantiske musik og Ligetis fascinerende, elektroniske rumklange. I en drømmende naturlighed involveres musikken således i, hvordan alferne i den fortryllede skov leger med de jordiske menneskers følelser og kærlighedsliv.

Forestillingsbillede fra sæson 10/11 // Foto: Costin Radu

EN SKÆRSOMMERNATSDRØM er en opvisning i kontraster – kontrasten mellem at drømme og at være vågen, mellem sand og falsk kærlighed, mellem forandring og forvandling. En beretning om, hvordan dødelige og udødelige kæmper en kamp for at få lov til at elske og blive elsket.

Læs mere om den fantasifulde ballet, hør et udpluk af musikken og køb din billet her

Tidligere artikelPalsgaard Sommerspil skifter forestilling
Næste artikelTeater Katapults INSIDEREN får repremiere