INSIDEREN på Teater Katapult bliver en 3D-sanserejse ind i hjernen på en af de finansmænd, der har været med til at suge svimlende milliardbeløb ud af europæiske statskasser. Forestillingen spiller på Teater Katapult den 10.-17. april og igen den 23.-30. april.
Teater Katapults INSIDEREN er en forestilling om bedrag, genialitet og grådighed – inspireret af udbytteskattesagen. Med tilføjelsen af 3D-lyd og videoprojektioner inviteres publikum ind i hovedet på dem, som var med til at udtænke rovdrift-metoden, der lænsede velfærdstater i Danmark og Europa for mindst 410 mia. kr. Du kommer i forestillingen med ham til møder, på natklubber, i brusebadet, i forhør. Oplever penge-blodrusen og dilemmaerne. Er det reelt den finansielle sektor og bankerne, der i praksis får lov at bestemme over selv nationalstater?
Kom usædvanligt tæt på INSIDEREN
Trods corona-tiden med afstand og restriktioner tilbyder Katapult en en oplevelse, hvor man kommer helt usædvanligt tæt på begivenhederne i INSIDEREN.
“Vi har valgt at arbejde med 3D-lyd og et stærkt team af lyddesignere fra blandt andet filmens verden, fordi vi med lyden kan flytte perspektiv og lokation på mange måder. 3D-lyd gør det meget personligt og nært. Man får hovedtelefoner på og kommer virkelig tæt på hovedpersonen; ind i hovedet på ham, rundt om ham … og han kommer til at sidde lige ved siden af dig! Man kommer med helt ind i finansjunglen, hvor rovdyrene har frit spil,” siger Teaterschef Torben Dahl.
Lyddesignerne på INSIDEREN er blandt andre den tonemester Peter Albrechtsen. Han stod for lyden på den danske dokumentar The Cave, som var nomineret til en oscar i 2020. Derudover vandt han en Bodil og Robert for lyd i spillefilmen Idealisten i 2016. Sammen med Peter Albrechtsen er fotograf og dokumentarfilmsinstruktør Sun Hee Engelstoft med. Han blev nomineret til Robert- og Bodilprisen for bedste dokumentarfilm i 2020 for Forglem mig ej.
“Lyden bliver en stor og aktiv medfortæller i INSIDEREN […] Lyd taler nemlig ikke så meget til intellektet, men rigtig meget til sanseligheden og følsomheden. Det virkelig spændende er at prøve at formidle en vigtig, aktuel samfundspolitisk historie, så den forhåbentlig også rammer folk følelsesmæssigt og sanseligt,” fortæller Peter Albrechtsen om projektet
Mændene der plyndrede Europa
Ideen til INSIDEREN opstod, da Teater Katapults husdramatiker Anna Skov så dokumentaren: ’Mændene der plyndrede Europa’. Og hun udtaler selv, at arbejdet med manuskriptet nærmest havde været umuligt at skrive, havde det ikke været for Niels Fastrups og Thomas G. Svaneborgs bog: ’Det store skatterøveri’ samt deres journalistiske arbejde i forbindelse med dokumentaren.
“Jeg synes, det er vigtigt at lave teater og kunst om det, vi ikke forstår. I første omgang er det svært at forstå, at nogen har kunnet slippe af sted med at stjæle så mange milliarder ud af vores statskasse … men jeg synes, det er vigtigere at undersøge, hvad man fortæller sig selv, imens man gør det. Hvordan retfærdiggør man, at man tager de her penge? Særligt her under coronaen har vi jo set, hvor meget vores velfærdsstat holder os alle sammen oppe, og så er det pludselig penge, der bliver meget konkrete,” forklarer Anna Skov
Sagen om svindel med udbytteskat ruller stadig i nyhedsudsendelser og retssystemer – og nu også snart på Teater Katapult.
INSIDEREN har premiere på Teater Katapult den 10. april
Læs mere om INSIDEREN og køb billetter her