Midt om natten
Midt om natten er atter på turné med Troels Malling som Arnold og Gustav Volter i Kim Larsens gamle rolle som Benny. Foto: Søren Malmose.

Musical-versionen af Midt om Natten er atter på turné rundt om i Danmark, hvor den kan opleves til og med den 7. maj.

Men der er sket noget, siden den første gang blev opført i 2018.

Ikke bare har musicalen i sin opdaterede version fået en ny Susan Himmelblå på rollelisten. Der er også blevet plads til endnu flere af Kim Larsens gamle sange, mens forestillingen nu følger filmens handling tættere. Selvom spillemanden selv desværre er gået bort har familien dog ikke ønsket, at forestillingen lavede en særlig hyldest til ham.

”Alligevel er det som om Kim træder ind i rummet i den store finale”, fortæller musicalens instruktør Heinrich Christensen i dette interview med Teaternyheder.dk.

Venskab, kærlighed og flere hits

Heinrich Christensen mener stadig, at historien har gyldighed. Historien om vennerne Arnold og Benny, der skaber fristaden Havaje for så at se fællesskabet smuldre væk, taler også til publikums følelser i dag.

“Hvad har I gjort anderledes i musicalen i forhold til første gang?

“I den første version havde vi en rammehistorie, hvor Arnold sad som en lidt bitter gammel mand på Møn sammen med Kranen og så tilbage”, siger instruktør Heinrich Christensen.

Rollerne blev i den første musical-version spillet af Kurt Ravn og Pernille Højmark.

”I den nye version er de to gamle karakterer skrevet ud af historien. Til gengæld har jeg foldet venskabet mellem Benny og Arnold (spillet af Gustav Volter og Troels Malling) mere ud. Der er givet mere plads til Susan Himmelblå og Kranen“, siger Christensen.

“Venskabs- og kærlighedshistorierne er gjort mere tydelige.  Kranen og Arnold, der forelsker sig i hinanden har fået en sang sammen – ”Gør mig lykkelig”. Og Susan Himmeblå synger ”Sirenesangen”, da hun står i sin fars købmandsbutik og drømmer sig væk”, siger instruktøren.

Susan udfordrer Arnold og Bennys venskab

”Som jeg ser det, handler historien om fællesskaber og sammenhold. Om sammenholdet mellem Benny og Arnold. Om det lidt større sammenhold, repræsenteret i fristaden Havaje. Og om det omkringværende samfunds sammenhold, som Benny og Arnold ikke synes de passer ind i”, siger Christensen.

Men historien handler også om, hvordan sammenholdet mellem de to venner udfordres af en kvinde.

Midt om natten
Midt om natten. Foto: Søren Malmose.

“Ligesom man sagde, at Yoko Ono var med til at splitte The Beatles, da hun blev kæreste med John Lennon, kommer Susan Himmelblå på tværs af Arnold og Bennys venskab”, siger instruktøren. Han påpeger, at de indtil da har været gode til at holde hinanden i skak.

Med Susan mellem dem træder Bennys mere selvtægtsagtige manerer frem. Først som krigsminister på Havaje. Senere da han helt fatalt kidnapper politikeren Kaj Buhmann.

“På den måde er det også en sort historie”, siger Christensen.

En ny Susan Himmelblå 

“Som Susan Himmelblå har du valgt Lea Thiim Harder, hvor rollen før blev spillet af Lise Bostrup. Hvorfor?

“Vi gik efter det, der skulle være en lækker, usleben diamant. Og Lea er smadder sød og charmerende, og så synger hun hamrende godt”.

“Susan Himmelblå er vant til at stå og betjene sin fars gamle kunder, som f.eks. brugtvognsforhandleren Charles, og så træder denne unge mand – Benny – pludselig ind i butikken og charmerer hende”, forklarer Heinrich.

”Sidst havde vi Lise Bostrup, som måske heller ikke var det mest oplagte valg for folk, hvis man husker filmens Birgitte Raaberg, der var et lille nips. Lise var en mere fyldig kvinde, men robust og med en god humor. Hun kunne stå på egne ben. Jeg kan godt lide, at karakterne ligner rigtige mennesker, og at Susan ikke bare er sådan en lille ting, der lige bliver plukket …”

Instruktøren har genskabt forestillingens fristad Havaje, som et gammelt Tivoli. Med lystige klovne, der springer ud i store farverige danseorgier, er det et forsøg på at skabe et drømmeland for voksne. Men det bliver også et utopia, da det med narkomanen Spacys død giver myndighederne et endegyldigt argument for at lukke det ned.

Det hele giver anledning til at høre Gasolin og Kim Larsens hits. Fra  “Rabalderstræde” til “Flyvere i natten”. Men der er også blevet plads til nogle, der ikke var med første gang

Familien frabad sig en hyldest til Kim Larsen

“Vi har lavet et “mash-up” (en sammenblanding) mellem to af Kim Larsens klassikere. Det er i en ret morsom scene, hvor Benny og Arnold bliver uvenner. Benny synger ”Hvad gør vi nu, lille du?”, mens Arnold fastholder den positive tone i ”Det er i dag et vejr – et solskins vejr”.

Det betyder også, at Troels Malling, der spiller Arnold, har fået sange i denne musical. Han synger også med på ”Tik, Tik” og i duetten ”Gør mig lykkelig” med Kranen.

“Har i haft kontakt til Larsens familie for at få lov til at lave noget om”?

“Ikke andet end at de frabad sig en hyldest til Kim Larsen, så det gør vi ikke. Vi nævner ham ikke som person. Det gjorde vi heller ikke første gang, men det kunne jo være oplagt nu, men det har de altså sagt nej til, og det forstår jeg godt, at de selv vil styre.

“Hvorfor tror du, musicalen blev så velbesøgt første gang”?

”Tja? Hvis nogle havde sagt , at jeg skulle investere min pensionsopsparing i at sætte Midt om natten op som musical, og at vi så ville sælge over 150.000 billetter, ville jeg havde sagt – dét tror jeg ikke. Men når man nu arbejder med materialet igen, opdager man, at man altså bliver glad i låget af det.

“Folk måtte tage brillerne af og tørre øjnene …”

“Kim Larsens melodier og tekster har noget menneskeligt i sig, som gør én glad. Når det rammer publikum, rammer det noget i den danske folkesjæl. Selv i Vestjylland koger det. Vi har nogle rørende øjeblikke, hvor folk altså lige måtte tage brillerne af og tørre øjnene …, fortæller Heinrich Christensen.

“Hvilke eksempelvis”?

“Jeg har lavet slutningen lidt om, så Susan Himmelblå nu kommer ind og siger farvel til Benny, der skal i fængsel. Der lander vi på et stort ”åh manãna” kor, og igen kan man ikke lade være at tænke på Kim”.

“Selvom det er en afsked mellem Susan og Benny, er det som om han (Kim Larsen) er der, og træder ind i al sin mægtighed. Han var jo en af de store danskere, der igennem et langt sangerliv beskrev og definerede danskerne, og sang til deres ører. Det mærker man på publikum. Jeg var ikke engang den helt store Kim Larsen fan, før jeg kastede mig ud i forestillingen, men man kan ikke undgå at blive det”.

Midt om natten
Midt om natten er på turné. Allan Mortensen spiller Tusindefryd. Foto: Søren Malmose.

“Tror du også det er derfor Midt om Natten stadig har gyldighed?

“Ja, selvfølgelig, men historien har også ægte dansk folkesjæl. Det er historien om den lille arbejder, der viser at man altså godt kan skabe noget, hvis man tror på det og gør det i fællesskab”.

Stadig en gyldig fælleskabshistorie

“David mod Goliath historier var jo typisk Kim Larsen. Manden der ikke ville modtage Ridderkorset og var ligeglad med at stå i Den Blå Bog. Den frække dreng, som de andre ikke måtte lege med … men som formåede at samle os”, siger Christensen.

“I en tid, hvor verden er splittet og fællesskaber går under – se bare Brexit – er der en gyldighed i den fællesskabshistorie. Drømmen om at kunne slå et hul og sige ”her definerer vi vores egen verden” er ligeså gyldig nu, som da filmen kom ud i 1984. Fattigfirserne med yuppiernes genkomst var jo også en hård tid, og det oplever vi også nu, hvor den økonomiske ulighed er kommet på dagsordenen”, siger Heinrich Christensen.

Midt om natten er på turné i Danmark til og med den 7. maj

Læs mere om forestillingens turnéplan og bestil billetter her