Jack The Ripper: The Musical © Pressefoto

Den 25. april 2019 præsenterer Musicalteatret den dramatiske, thriller-musical JACK THE RIPPER: THE MUSICAL på Folketeatrets Store Turnéscene i København.

De fleste kender den uopklarede sag om den berygtede, uidentificerede seriemorder Jack The Ripper, som myrdede prostituerede kvinder i 1800 tallet. Forestillingen JACK THE RIPPER: THE MUSICAL er inspireret af virkelige hændelser, og ikke decideret en gyser-musical, men snarere en dramatisk, spændende og rørende thriller/krimi om de kvindelige ofre, som mistede livet i år 1888.

Velkommen til London, år 1888. Lad natten falde. Lad tågen komme. Lad blodet flyde… Vi befinder os i slumkvarteret Whitechapel i Englands hovedstad, hvor en række prostituerede kvinder én for én bliver slået ihjel på makaber vis af en ukendt gerningsmand. Frygten spreder sig blandt kvinderne i byen – hvem bliver det næste offer? Hvem er Jack the Ripper? Og hvad skal der til, for at han får stillet sin blodtørst?

Manuskriptforfatter debuterer som musicalinstruktør

I spidsen for JACK THE RIPPER: THE MUSICAL står manuskriptforfatter Rasmus Mansachs, som debuterer som musicalinstruktør i denne forestilling. Han har igennem de sidste ti år skrevet en lang række musicals til Musicalteatret, ikke mindst den populære komedie ”Vi maler byen rød: The Musical.”

Rasmus Mansachs har ligeledes skrevet originalsangene til forestillingen i samarbejde med Lars Rahbek Andresen. Sammen har de tidligere skabt musikken til forestillingerne ”Tremmer”, ”Hotel” og ”1929 – En gangstermusical.”

JACK THE RIPPER: THE MUSICAL kan opleves på Folketeatrets Store Turnéscene d. 25. april – 11. maj 2019.
Musicalen er ikke egnet for børn under 15 år.

Du kan se den officielle trailer her.
Billetkøb og flere informationer kan findes her.

Tidligere artikelRanders Egnsteater drager mod kinesisk børneteaterfestival
Næste artikelOplev Shakespeare på Grønnegårds Teatret til sommer