Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Foto: Thomas Kolding

I år kan Jødisk Kulturfestival fejre 10-års jubilæum, når festivalen løber af stablen i København fra den 30. maj til den 6. juni 2021. I år er festivalens omdrejningspunkt energien og dynamikken i det jødiske liv i Danmark, Europa og i resten af verden. Det afspejles i programmet, der indeholder alt fra inspirerende foredrag til skæve og interessante kulturmøder, unikke koncertoplevelser, rørende teaterforestillinger og meget mere.

Uanset religiøst, politisk eller kulturelt ståsted inviterer festivalen alle til et inspirerende indblik i en kultur, der byder på mange oplevelser inden for musik, dans, teater, madlavning, debatter og foredrag. Der er således lagt op til et tætpakket program, som ikke blot vil underholde, men også skabe rum og plads til fordybelse og refleksion.

Jødisk Kulturfestival glæder sig nu over at kunne præsentere årets fulde festivalprogram spækket med mere end 60 aktiviteter for både børn, unge og voksne, der byder på musik, teater, film, debatter og foredrag og meget andet.

Oplev rørende forestillinger i alle genrer

I Mantziusgården i Birkerød vil man på Jødisk Kulturfestival opleve den italienske ballettrup imPerfect Dancers Company opføre balletten ”ANNE FRANK – ORD FRA SKYGGERNE”. Balletten er en inspirerende hyldest til Anne Frank, hendes liv og psykiske styrke i en af de mørkeste øjeblikke i det 20. århundrede. En anden fortælling om stærke kvinder kan opleves i salen i Det Jødiske Hus i den rørende teaterforestilling ”KRIGEN HAR IKKE ET KVINDELIGT ANSIGT” med Pia Rosenbaum. Forestillingen omhandler kvinder, der kæmpede i den sovjetiske hær under 2. verdenskrig og deres barske skæbner. Balletten samt teaterforestillingen opsættes i samarbejde med CPH Stage. Der vil efterfølgende være en litterær salon om teaterstykket og forfatteren Svetlana Aleksijevitsj med skuespiller Pia Rosenbaum, scenograf Thomas Kolding, DR’s udenrigskorrespondent i Rusland og Ukraine, Matilde Kimer, og med litteratur- og kulturkritiker på Berlingske, Katherine Diez, som moderator.

Læs mere om Jødisk Kulturfestival her