Johns Teater og Teater Grob præsenterer Denisova 11 – Et Evolutionseventyr

Foto: Thomas Petri

Den 23.april har forestillingen Denisova 11 premiere på Teater Grob. Her stiller forestillingen skarpt på menneskeheden som én art gennem et øjebliks selvindsigt; for hvem er vi som menneskehed, hvad er vi gjort af og hvordan håndterer vi samtidens kriser?

Denisova 11 skaber rum for refleksion og danner i rammerne af gys, thriller og drømmespil en forestilling med fokus på det menneskelige fællesskab og den ulighed, der florerer. Vi lærer os selv bedre at kende, når forestillingen udfolder sig og fortæller en historie, et eventyr – et evolutionseventyr, vi kan spejle os i.

Om forestillingen

Denisova 11 er et fremtidsdrama, der udspiller sig i Danmark på et tidspunkt, hvor klimakrisen har fået vidtrækkende konsekvenser. Elvira forsker i evolutionshistorie, da en denisova-pige kalder på hende fra det hinsides, og hun kastes ud på en rejse gennem flere verdener for at finde ud af, om vi kan ændre vores levevis eller om en afvikling af homo sapiens er det bedste håb for en bæredygtig fremtid. Stykket er baseret på ny evolutionsforskning, som har tvunget videnskaben til at revurdere vores udviklingshistorie.

På scenen møder du Laura Bro, Laura Allen Müller, Malene Melsen og Josephine Raahauge. Fire forskellige kvinder, der med hver sin karakter skal navigere i den dystopi og det fællesskab, de er en del af.

Tankerne bag forestillingen

Denisova 11 er baseret på den seneste evolutionsforskning og her har dramatiker og producent Joan Rang Christensen sammen med instruktør Madeleine Røn Juul og scenograf Gøje Rostrup skabt en forestilling, der pirrer vores trang til at finde ud af, hvad vi kommer fra, og hvad der har betydning for vores opfattelse af den verden, der er omkring os, og de mennesker, der lever i den.   

Dramatiker og producent Joan Rang Christensen fortæller:

”I 2010 opdagede man denisova-mennesket, og fandt ud af, at der altså var endnu et medlem af slægten homo. Det fund understreger menneskets forskellighed. Den findes i dag, den fandtes dengang – den er en del af evolutionen, selvom vi nedstammer fra den samme art. Problemet er, vi – mennesker – i mange tilfælde bruger forskellighed til at skabe ulighed. Klima, krig, køn. Der er mange perspektiver på verden, vi er uenige om. Men når alt kommer til alt, så er vi ét fællesskab, og den følelse håber jeg, at publikum træder ud af salen med sammen med tanker om, hvordan vi kan styrke fællesskabet og eliminere uligheden.”

Denisova 11 spiller på Teater Grob fra den 23. april til den 21. maj.

Billetter til forestillingen kan købes her.

Previous articleSanselig magi i kuldsort mørke
Next articleNy leder tiltræder den århusianske dansescene Bora Bora