ONDSKABENS ANSIGT er en komedie om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på fire kvadratmeter. Forestillingen er skrevet af den anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann direkte til Teatret Svalegangens komiske skuespillere Anders Brink Madsen og Holger Østergaard, som er at finde på scenen, når forestillingen har premiere den 10. april.

FANGET EFTER LUKKETID

ONDSKABENS ANSIGT er en komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem to etager.

To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er nemlig på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise. Pludseligt flakker lyset i elevatoren, som herefter går i stå.

Udover Anders Brink Madsen og Holger Østergaard, medvirker Kristine Heerup også som stykkets fortæller, som også udgør Nis-Momme Stockmann’s alter ego.

Forestillingen kan opleves på Teatret Svalegangen, hvor den har Danmarkspremiere den 10. april 2021 og spiller frem til den 29. april. 

Læs mere om forestillingen her.