Karen Blixens liv fortælles igen i ballettens vidunderlige verden

Foto: Henrik Stenberg

Den danske forfatter Karen Blixen var og er et ikon for mange. Hun levede et ordrigt liv som ingen andre, og nu bliver hendes liv fortalt af Den Kongelige Ballets dansere.

Koreograf og solodanser Gregory Dean har nemlig genopsat sin populære ballet BLIXEN, der som noget helt nyt kan opleves på Operaens Store Scene.

Blixens person gnistrer endnu

I år er det 60 år siden, at den danske forfatter Karen Blixen døde. Men hendes fortællinger, og mystikken omkring hendes person, lever gnistrende endnu. Betagetheden af den ikoniske legende er udødelig, og nu er det muligt at opleve hendes forunderlige liv som ballet.

I BLIXEN skildres Karen Blixens livshistorie til Claude Debussys berømte melodier. Oplev Blixens liv fra barndomsårene, med faderens selvmord, det ulykkelige ægteskab med halvfætteren Bror Blixen, årene på den kenyanske kaffefarm og den dramatiske forelskelse i Denys Finch Hatton, frem til verdensberømmelsen og de sidste år på Rungstedlund.

Blixen er en helaftensballet koreograferet af kongelig solodanser Gregory Dean, der også tidligere har skabt succeserne Askepot og De glemte børn til Det Kongelige Teater:

Blixen er noget helt særligt, fordi den portrætterer et komplekst menneske. Karen Blixen har mange forskellige sider i sig, og jeg synes, det er vigtigt at vise en kvinde, der kan være både god og ond, sexet og skræmmende, yndig og kraftfuld. Det er den dybde, der gør Blixen til en følsom og delikat ballet. Vi får nemlig et indblik i følelser og ikke blot balletteknik, fortæller Gregory Dean.

Emma Riis-Kofoed som Karen Blixen og Tobias Praetorius som Thorkild Bjørnvig // Foto: Henrik Stenberg

Én Karen, tre dansere

Forfatterindens eventyrlige eksistens bliver i BLIXEN fortalt i ballettens sprog. I rollen som Karen Blixen kan publikum opleve de to solodansere Emma Riis-Kofoed og Caroline Baldwin samt solist Astrid Elbo, der med ynde skildrer Blixens begivenhedsrige liv. De tre kvinder skal således portrættere ordenes dronning gennem dansen – uden at bruge et eneste ord.

Karen Blixens stemme var meget karakteristisk, så det har været en opgave at finde ud af, hvordan den lyd ser ud fysisk. Hendes stemme og frasering gør, at jeg bevæger mig anderledes. Et ballettrin i Blixen ser altså anderledes ud end i andre balletter. Derudover er der i Karen Blixens tekster utroligt meget fantasi, mørke og humor, som jeg synes er vigtigt at få med, når jeg fortæller hendes livshistorie gennem dansen, fortæller Astrid Elbo.

Astrid Elbo som Karen Blixen og Mathieu Rouaux som Bror Blixen // Foto: Henrik Stenberg

BLIXEN havde urpremiere på Det Kongelige Teater i 2019 og blev sæsonens mest populære ballet.

Læs mere om den smukke ballet, hør musikken og køb dine billetter her

Previous articleBEAUVOIR fortolkes på Teatret ved Sorte Hest
Next articleBallet med Bamse for aller sidste gang