Karen Blixens unge år bliver til stor, international musical

Karen Blixen © Karen af Afrika - One and Only Musical Teater

One and Only Musical Teater har i dag offentliggjort en stor, international musical om Karen Blixens liv i Afrika. Musicalen får titlen KAREN AF AFRIKA og er planlagt til at få verdenspremiere inden for de næste par år i Aarhus og København. Herefter bliver den opført i resten af Skandinavien, inden den drager mod andre internationale scener.

KAREN AF AFRIKA handler om Karen Blixens unge år i Kenya, hvor hun boede fra 1914 til 1931 på kaffeplantagen M’Bogani, i folkemunde kendt som ”Den Afrikanske Farm”. Her levede hun et liv, der for altid satte et stærkt præg på hendes liv som forfatter og som kvindeligt idol. Selvom musicalen tager udgangspunkt i Kenya, trækker den samtidig tråde til det samfund, vi kender i dag, og til Karen Blixens betydning for folket.

En mangeårig drøm for One and Only Musical Teater

Ambitionerne er store hos One and Only Musical Teater, og selvom detaljerne endnu ikke er helt på plads, kan de afsløre, at det kreative team vil bestå af både danske og internationale kunstnere. Blandt andet ligger det fast, at musikken til musicalen vil blive skrevet og produceret i USA og Kenya.

For executive producer Jesper Winge Leisner fra One and Only Musical Teater er det en mangeårig drøm, der snart går i opfyldelse:
Vi har arbejdet med denne idé i rigtig mange år, så det er virkelig skønt, at vi nu endelig kan komme i gang. Rungstedlundfonden har været utrolig imødekommende omkring vores brug af Blixens litterære værker, dagbøger fra den afrikanske farm og rettigheder uden hvilke, projektet ikke ville kunne gennemføres. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse.

Et samarbejde mellem flere parter

One and Only Musical Teater udvikler og opsætter KAREN AF AFRIKA i samarbejde med Musikhuset Aarhus, Karen Blixen Museet, Rungstedlund Fonden, forlaget Nordiska og en endnu ikke-offentliggjort international co-producent.

Kunstnerisk chef for Musikhuset Aarhus, Mette Kier, fortæller:
Vi har fulgt alle forberedelserne på tæt hold, og vi er enormt stolte over at kunne være med til at præsentere noget så spektakulært som en verdenspremiere på en ny stor international musical om den unge Karen Blixen her i Musikhuset.

Catherine Lefebvre, direktør for Karen Blixen Museet, tilføjer:
Det er et projekt, som vi er begejstrede for at kunne støtte. Det er helt i Karen Blixens ånd, som den store mytiske historiefortæller, hun jo var. Vi glæder os til at skulle opleve hende på scenen. Man kan sige, at hun på mange niveauer var mere i sync med den tid og det fokus på kvinders ligestilling og rettigheder, som vi oplever nu.

Forestillingens kreative hold, cast og præcise premieredato bliver offentliggjort senere. Læs mere om One and Only Musical Teater her.

Previous articleVind billetter til Den Store Gatsby på Odense Teater
Next articleSpringfestival sætter international scenekunst i børnehøjde