Det Kongelige Teaters online kanal er med ”Googleren” klar med endnu en ny, dramatisk forestilling.
Den går i luften første gang i aften tirsdag den 5. maj klokken 21 på KGL Xtra.
Den kan også efterfølgende streames på sitet her.
Det sene premiere tidspunkt fortæller, at dette ikke er en forestilling for børn eller sarte sjæle. Faktisk anbefaler teatret en aldersgrænse på 16 år.
Googleren er ny dansk dramatik, om hvad der sker med et menneske, der dagligt skal rumme verdens ondskab.
“En online sikkerhedsvagt, der overvåger verdens digitale færd”
Googleren er indholdsmoderator på internettet. Hans job er hver dag, at gennemse videoer af halshugninger, børneporno og tortur – helst uden at tage arbejdet med hjem bagefter.
For sådan er indholdsmoderatorens dagligdag – en online sikkerhedsvagt, der overvåger verdens digitale færden.
I dramatikeren Julie Glargaards forestilling kommer man tæt på manden, der har påtaget sig opgaven at være alle digitale brugeres mentale ambulancefører.
Forestilingen skulle oprindeligt have haft urpremiere på Lille Scene i Skuespilhuset, men blev aflyst på grund af Corona. Nu har Julie Glargaard omskrevet stykket til at foregå i et rum, der matcher den nye virkelighed.
Googleren er udviklet i Det Kongelige Teaters dramatikerlaboratorium, og varer cirka 40 minutter.
Læs mere om forestillingen og tankerne bag i Teaternyheder.dk’s store interview med dramatikeren Julie Glargaard her.