KINKY BOOTS
Foto: Silas Holst i rollen som Lola, Det Ny Teater

Dragqueens, Cindy Lauper og tårnhøjehæle – nu kommer Broadway-hittet KINKY BOOTS for første gang til Danmark. Det sker til februar på Det Ny Teater, hvor Silas Holst trækker i de røde glimmerstøvler i rollen som dragqueenen Lola.

KINKY BOOTS havde uropførelse på Broadway i 2013 og har vundet 6 Tonys herunder årets Tony for Bedste Musical og Bedste Musik. Forestillingen er skrevet af Harvey Feirstein med musik af Cindy Lauper, der er kendt for 80’er hits som Girls just Wanna Have Fun, True Colors og Time After Time.

Fra herresko til høje hæle

KINKY BOOTS er baseret på en virkelig historie (og en britisk film af samme navn fra 2005). Charlie er arving til en skofabrik. Han kæmper for fabrikkens overlevelse og må i bogstaveligste forstand op på tæerne for at redde familiens skrantende forretning. For hvem gider købe dyre kedelige herresko? Da Charlie ved et tilfælde møder dragqueenen og den flamboyante natklubartist Lola og hans seks angels, kan han begynde at se lyset i mørket. Sammen beslutter de at producere ”kinky boots” – glitrende og meget højhælede støvler til mænd. Og så sker der noget.

Silas Holst som dragqueen

Silas Holst spiller rollen som Lola. I andre roller medvirker Lars Mølsted, Monica Isa Andersen, Rasmus Fruergaard, Kim Hammelsvang, Emil Birk Hartmann, Sebastian Harris, Camille Cathrine Rommedahl, Søren Torpegaard og mange flere.

Iscenesættelsen er lagt i hænderne på Lee Proud, der tidligere har koreograferet Spillemand på en tagryg og Oliver på Det Ny Teater samt en lang række prisvindende forestillinger i både England, resten af Europa og Asien. Med KINKY BOOTS på Det Ny Teater debuterer Lee Proud som instruktør. Scenografien står ligeledes britiske Paul Farnsworth for, der har skabt scenografi til en lang række af Det Ny Teaters succeser, senest Spillemand på en Tagryg og Oliver.

KINKY BOOTS spiller fra den 10. februar til 1. maj 2022. Læs mere her.