Køn, identitet og udenforskab: The GENDERHOUSE Festival hylder diversitet i Aarhus

Queer Art Festival Aarhus
The GENDERHOUSE Festival d. 24 september - 10. oktober 2021 sætter temaerne køn, seksualitet og identitet på dagsordenen og stiller skarpt på det maskuline, det feminine og alt det midt imellem. Glæd dig til inspirerende, tankevækkende og humoristiske performances, udstillinger, workshops og seminarer. FOTO: ©Christoffer Brekne

Der er anderledes og tankevækkende oplevelser i vente, når The GENDERHOUSE Festival løber af stablen i Aarhus fra den 24. september til den 10. oktober 2021. Festivalen sætter fokus på køn, seksualitet og identitet med en række dristige, provokerende og frygtløse oplevelser, der i år er centreret omkring temaerne ensomhed, død og udenforskab.

Programmet for festivalen sætter i år ikke kun fokus på køn, seksualitet og identitet, men bærer også tydeligt præg af et år med Covid-19 og nedlukninger, hvor det at være afskåret fra sociale fællesskaber og at miste nogen, man holder af, har været en del af hverdagen for rigtig mange mennesker.

Det er det dansk/engelske performancekompagni fra Aarhus HIMHERANDIT Productions, der står bag festivalen, som er skabt i samarbejde med den internationalt anerkendte dansescene Bora Bora – Dans og Visuelt Teater, DOKK1, KØN og Godsbanen.

Tankevækkende oplevelser for alle

I 2018 blev Danmarks første queer arts festival afholdt, og nu er den mangfoldige kulturfestival tilbage i Aarhus. Der er lagt op til et stærkt kunstnerisk program af forestillinger, udstillinger og aktiviteter, der stiller skarpt på det maskuline, det feminine og alt derimellem.

Festivalen præsenterer en række anderledes og tankevækkende kunstneriske oplevelser for alle uanset seksuel orientering og identitet. Temaerne for årets festival er nemlig almenmenneskelige temaer som ensomhed, udenforskab og død, som vi alle kan – og især det sidste år har været nødt til at – forholde os til.

Besøgende kan bl.a. se frem til at opleve verdenspremieren på ’My Undying Love’ af HIMHERANDIT Productions – en betagende og rørende performanceinstallation for fem personer ad gangen, om menneskelig skrøbelighed, liv, død og fællesskab.

Det er også muligt at komme på en anderledes byvandring i ’Queering the Walkscape’, der giver et sidelæns blik på vores daglige og velkendte ruter i byen, og samtidig sætter tanker i gang om udenforskab og intimitet.

På KØN har kunstneren Noelia Mora Solvez kurateret udstillingen WOMEN IN POWER, der overtager museets kroge, gange, trapper og toiletter med værker, der ser nærmere på magt og den rolle, magten spiller i kvinders liv. På DOKK1 kan du opleve den eksperimentelle udstilling Hungry for Human Contact, der dokumenterer udvekslingen mellem ’Corona the Vampire’ og hendes Tinder matches. Udstillingen følger Corona’s rejse på Tinder og hendes anstrengelser for at komme igennem en tid med ensomhed og isolation under Covid-19.

 

Queer Art Festival Aarhus
Aprés la Chronique, FOTO: ©Nicolas Hermansen

Nyt queer art studio i Aarhus

Festivalen ledsages af åbningen Queer Art Studio Aarhus – det første kunst- og performancestudie i Aarhus nogensinde dedikeret udelukkende til udviklingen af queer kunstnere og queer art:

”Det er kæmpe stort og et vigtigt signal, at Aarhus nu har sit eget queer art studio. Med studiet ønsker vi både at understøtte udviklingen af kunst, der trodser traditioner og skubber til grænserne for, hvad kunst kan være og så er det selvfølgelig vigtigt at give plads til flere LGBTQIA+ kunstnere, der kan bidrage til at mangfoldiggøre det kulturelle landskab i Aarhus” fortæller kunstnerisk leder Andreas Constantinou.

Studierne vil både rumme HIMHERANDIT Productions samt understøtte lokale, nationale og internationale queer kunstnere gennem residencies, mentorskab, samarbejde og opsøgende aktiviteter. Lokaler indvies officielt under festivalen.

Læs mere om festivalen og se det fulde program her.

 

Previous articleBusters Verden er klar til hele familien
Next articleTivolis dansefestival In Motion giver en platform til Corona-aflyste danseforestillinger