Jul på Slottet
Morskabs-Theatret inviterer igen til julestemning og nisser med Jul på Slottet. Foto: PR Foto.

Fra lørdag den 16. november kan man komme i julestemning, når Morskabs-Theatret inviterer til familieforestillingen Jul på Slottet. Forestillingen sættes op som en musical med alle de velkendte sange fra TV-serien af samme navn.

Jul på Slottet foregår for længe, længe siden, hvor der boede en konge og hans dejlige datter prinsesse Miamaja på slottet. Kongen er dog fattig og må betale krigsskadeerstatning til nabolandet enten i form af kongens vægt i guld eller ved at gifte datteren bort inden jul. På loftet bor nisserne, som spreder julestemning og forsøger at hjælpe den fattige konge, så Miamaja kan få sin flotte prins Valentin.

Forestillingen er fyldt med jul, glimmer og masser af herlige nisser. Der er dømt julestemning og nissehygge for hele familien.

Morskabs-Theatrets genopsætning af Jul på Slottet er skabt af Finn Henriksen og Martin Miehe-Renard, mens musikken er skrevet af Bodil Heister. 20 amatører arbejder sammen med forestillingens instruktør Martin Schwab for at skabe julestemning for hele familien. For at kunne synge godt går skuespillerne i skole hos sangcoach Henrik Fevre for, at stemmerne er helt klar til premieren.

Om Morskabs-Theatret

Morskabs-Theatret er Aalborgs store amatørscene, der startede som et eksperiment, og som i dag arbejder frem mod det 22. år:

”Da teatret begyndte for 20 år siden, var det et eksperiment. Kunne vi lave amatørteater på et så højt niveau, at folk ville betale for at se det? Tiden har vist, at vi havde fat i noget rigtigt, og gennem årene har vi kunnet sende adskillige talenter videre til det professionelle teater, når de havde trådt barneskoene hos os”, fortæller formand Jan Lynge.

Jul på Slottet kan opleves i fra den 16. november til 15. december i Det Lille Teater i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), hvor de spiller hver weekend i perioden.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.