Kom til DramatikerLab’s afsluttende reading

FOTO © Pressefoto

Eleverne fra 2018-holdet på Teater Katapults DramatikerLab runder deres skriveundervisningsforløb af med at få vist deres afsluttende arbejde i en såkaldt reading – en rå work-in-progress-oplæsning af dramatiske tekster; på scenen men ikke iscenesat. RELATIONER kan gratis opleves 9. januar kl. 20 i Katapults store sal.

DramatikerLab er et udviklingsforløb, som Teater Katapult udbyder til dem, der brænder for at skrive og har lyst til at undersøge og udforske dramatikkens univers ved at skrive dramatik. Det er ikke nødvendigt med forhåndserfaring for at blive DramatikerLab-elev, men Katapult kræver seriøs entusiasme af de skrivende, der til gengæld får mulighed for at udvikle deres evner som fortællere og karakterskabere i et inspirerende miljø, undervist af Teater Katapults dramaturg og en række professionelle dramatikere.

Skuespillere på scenen 

I RELATIONER ses resultatet af DramatikerLab-eleverne Emma Svankjær Morel, Emma Asmussen, Regina Ebbesen, Tine Roland Grauengaard og Ann-Kathrin Aulkær Bentzens arbejde i deres forløb hos Teater Katapult i 2018, hvor de er blevet undervist af dramaturg Kristoffer Spender og dramatikerne Aleksa Okanovic og Jeanette Muntzert.
På scenen under readingen kan publikum opleve skuespillerne David Elnebo, Anna Ur Konoy og Vigga Sideneus Guldhammer.

RELATIONER er gratis for alle. Du kan læse mere om den her.

Previous articleKult-comedy-monstret RED BASTARD gæster Teatret Svalegangen
Next articleTo Kill A Mockingbird slår Broadway-rekord