Bankovarieté
Kom til spas og bankospil i Odsherred Teaters julekabaret. Foto: PR Foto.

Fra den 14. november kan publikum hoppe om bord på det klimavenlige fly, når Odsherred Teater inviterer til Bankovarieté 2019. Det er femte gang, at teatrets julekabaret med indbygget bankospil afholdes, og i år har Odsherred Teater valgt at henlægge løjerne til sydligere himmelstrøg. Her tager de publikum med på charter væk fra sjappen og julehurlumhejet.

I Bankovarieté 2019 er scenen omdannet til Funny Beach med vejende palmetræer og iskold sangria. De har pakket kufferten med billig sprut, løsslupne kvinder, stoppiller og naturligvis bankospil. For selvom man er rejst langt væk fra det danske vintermørke, skal man ikke smide alle traditioner i Middelhavet. Det gælder også julen, der på magisk vis fletter sig ind i mange af numrene.

På Funny Beach kan man bl.a. møde de svenske guider, de to fynske singler; Birthe og Birte, angstmotionisten, klimasynderen, Knull Franz og Bamseklubben, der passer børn i døgndrift, så forældrene kan holde ferie.

Holdet bag Bankovarieté 2019

I år er det Leiv Arne Kjøllmoen, der instruerer Bankovarietéen. Leiv er uddannet sceneinstruktør fra Statens Teaterskole 2009, og det er anden gang, han instruerer kabareten.

Mei Oulund, Henrik Ipsen og Christiane Bjørg Nielsen spiller rollerne i forestillingen, mens Mads Strandgaard sidder bag klaveret. Teksten og sangene er skrevet af Mei Oulund og holdet, mens Helle Birkholm har stået for kostumerne. Dennis Veilgaard styrer forestillingens teknik.

Bankovarieté 2019 kan opleves på Odsherred Teater fra den 14. november til den 14. december 2019.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.