Kom til vandring på grænsen mellem liv og død på Nordre Kirkegård

FARVEL teater katapult
FARVEL Teater Katapult og WUNSCHMASHINE. Foto: ©Teater Katapult

Fænomenet “kirkegårdsvandring” får ny betydning når Teater Katapults gæstespiller WUNSCHMASHINE inviterer til sansevandringen FARVELNordre Kirkegård i Aarhus d. 22 september og 9. oktober.

FARVEL blander lydvandring og performance. Publikum inviteres på en times lang vandrende undersøgelse af, hvordan vi siger farvel. En oplevelse der spiller på grænsen mellem livet og døden på en tankevækkende, musikalsk og munter måde. Undervejs vil der desuden være en lille koncert, og til slut bydes man endda på en gravøl. 

Der er altså lagt op til en gennemført og original performance, hvor alle sanser vækkes.

På vandring mod din egen begravelse

Ved indgangen til kirkegården får man udleveret et sæt hovedtelefoner, hvorefter man bliver ledt gennem kirkegården af to kvindelige performere. Den sanselige lyd i hovedtelefonerne blander sig så med de fysiske og visuelle omgivelser omkring. 

I denne parallelle kirkegårds-virkelighed bevæger gruppen sig langsomt af sted gennem kirkegården og gennem livet – på vej til deres egen begravelse. 

Den iscenesatte lydvandring blander interviews med børn og ældre, samt fagpersoner der arbejder med og omkring danske begravelsesritualer, og lydkompositioner skabt ud fra kirkegårdens rum. 

FARVEL gøres desuden endnu mere sanselig og personlig, når publikum præsenteres for en bearbejdning af og refleksion over afsked. 

Stykket finder sted: 22. sep. kl. 16:30 og 18:30 + 9. okt. kl. 14:00 og 16:00 på Nordre Kirkegård,  Kirkegårdsvej 26, 8000 Aarhus C

 

NB! Forestillingen foregår altså – udendørs – på Nordre Kirkegård, Kirkegårdsvej 26, 8000 Aarhus C og er dermed en ud-af-teatersalen-oplevelse. Man bedes derfor medbringe tøj der passer til vejret og om at undgå store tasker. Forestillingen er ikke egnet for gangbesværede og der er maks 30 publikumspladser pr. forestilling. 

Få en smagsprøve med traileren og køb din billet her. 

 

Previous articleStatens Kunstfond og Udviklingsplatformen vil sætte den frie scenekunst ud i hele landet
Next articleVild kollegiefest på Det Kongelige Teater