Kommer snart: Re(w)Rite!

Foto: Cantabile 2

Re(w)Rite! er en performance-installation præsenteret i et samarbejde mellem Den Frie Udstillingsbygning og Cantabile 2, som kan opleves den 19. maj 2021. 

Igennem menneskehedens historie er mange ritualer gået tabt, og blandt dem, der er bevaret, er nogle blevet slidt af tiden. Men hvad, hvis vi kunne skabe ritualer, der svarer til vores tid?

Hvordan ville vi så vælge at fejre livet? Hvordan ville vi markere begyndelsen eller enden på kærlighed, barnets indtræden i voksenlivet, frugtbarhed, årstiderne, livets slutning, livets begyndelse, helbredelse, enden på en epidemi?

Om Re(w)Rite! 

Re(w)Rite! er en deltagerinvolverende og transformativ performance-installation, der skabes specifikt til rummene i Den Frie Udstillingsbygning i København, hvor publikum henover et månedlangt forløb inviteres med på en ritualernes opdagelsesrejse.

Gæsterne i Re(w)Rite! er til stede både som observatører og deltagere på de forskellige niveauer af rituelle handlinger og nyskabelser.

Den forudbestemte tidsplan for rituelle begivenheder af forskellig varighed vil give publikum adgang til Re(w)Rite! på mange tider af dagen, og man kan opholde sig i installationen i 2, 4, 6 timer – eller en hel dag.

Hver dag vil have en ny struktur, efterhånden som ritualerne opstår og udvikles i samspillet mellem publikum og performere i løbet af forestillingsperioden. Derfor kan publikum opleve værket 1, 2, 3 eller mange flere gange, hver gang på et højere niveau af intimitet og indflydelse.

Men ikke alle gæster har lige rettigheder! Re(w)Rite! indeholder et hierarkisk system, hvor tilbagevendende gæster vil få nye oplevelser på højere niveauer med tiltagende rettigheder til medskabelse af det, der foregår i performanceinstallationen.

Dette vil give dem adgang til stadigt mere avancerede rituelle handlinger, og på det højeste niveau vil de blive optaget i værket og dermed tage bolig i Re(w)Rite!

Oplevelser med intenst nærvær

Re(w)Rite! skaber publikumsinddragende og individuelt tilpassede oplevelser med intenst nærvær, som tilbyder os at udvide vores forståelse af scenekunst og giver os intime, eksistentielle oplevelser og ægte, sanselige møder mellem mennesker.

Nærvær og møder, som ikke mindst savnes i vores samtid på grund af sociale mediers overflødiggørelse af fysisk tilstedeværelse, men også på grund af den reelle trussel fra viruspandemier, som den vi netop har erfaret et eksempel på.

Re(w)Rite! har 12 performere, en daglig spilletid på 10 timer og forventes at kunne tage imod 30 publikummer hver anden time.

Re(w)Rite! kan opleves fra den 19. maj 2021 til 12. juni 2021. 

Billetsalget åbner til foråret her

Previous articleTeaternyheder.dk holder juleferie fra d. 23. december til d. 4. januar
Next articleNye ansigter i Aarhus Teaters bestyrelse