Kontroversiel opera-performance vender tilbage til Glyptoteket

Foto: Michella Bredahl

Den 2. juni genopsættes den kontroversielle opera-performance DRYPPENDE STOF – SAPFOS FRAGMENTER Glyptoteket. Her tager forestillingen publikum med fra de højeste toner og den reneste klang til det dybeste brøl og de inderste længsler; Sapfo er grænsesøgende, overraskende og sanselig.

Opera og performance mødes i DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter, som er skabt af komponist Matilde Böcher og koreograf og billedkunstner Jules Fischer. En performance, hvor operaens musik præsenteret visuelt og uden et entydigt narrativt forløb. Den er baseret på forfatter Mette Moestrups gendigtning af oldtidens mest kendte kvindelige digter, queer-ikonet Sapfo fra Lesbos, som i 2021 blev udgivet på Gyldendal under titlen SAPFO.

Om forestillingen

Forestillingen er baseret på forfatter Mette Moestrups gendigtning af oldtidens kvindelige lyriker og queer-ikon Sapfo fra Lesbos, og den dykker ned i begærets, jalousiens og kærlighedens væsen.

DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter er ikke traditionel operaforestilling, men en hybrid mellem opera og performance med al sin ægthed og visuelle styrke. I forestillingen giver operasanger Ingeborg Børch, percussionist Jaleh Negari og performerne Ani Bigum Kampe, Camilla Lind, Klara Jensen de Lopez, Julienne Doko, Kai Merke og Lisen Pousette krop og stemme til de antikke tekstfragmenter og finder ind til det pulserende, bankende hjerte bag hvide marmor i Glyptotekets statuer. Koreograf Jules Fischer siger:

”Det vigtigste for mig har været at portrættere et nuanceret og stærkt queer- og
kvindefællesskab. Her hyldes mange forskellige aspekter af femininitet i en kontekst, hvor
køn hverken er binært, forsimplet eller romantiseret. Når kærlighed, erotik, poesi og
anerkendelse flyder mellem kvinder og queers, opstår et magisk og helende rum”

Forestillingen havde premiere i 2021, som en del af Copenhagen Opera Festival og World Pride. Denne gang genopsættes den i forbindelse med CPH STAGE som del af festivalens særligt kuraterede program.

Foto: Michella Bredahl

Sapfos digte

Digtene af Sapfo fra Lesbos (ca. 630 f.v.t) har gennem generationer vakt opmærksomhed med deres sensibilitet og skildring af kærlighed mellem kvinder. Hun boede og skrev på øen Lesbos, som derfor har lagt navn til den lesbiske kærlighed. I digtene smelter det erotiske og kultiske sammen i en hyldest til naturen, kærligheden og det guddommelige.

Selv efter tusindvis af år, er Sapfos digte stadig lige aktuelle med deres universelle temaer, som i DRYPPENDE STOF udfolder sig i en fejring af det feminine og en hyldest til queer-fællesskaber.

Forestillingen kan opleves fra den 2. juni til den 11. juni Glyptoteket. Køb billetter til forestillingen her.

Previous articleKulturpulsen med nye kulturanbefalinger
Next articleRiddersalen – lille storbyteater på Frederiksberg – søger en ny teaterchef