Two-woman-machine.
Værket Of All Its Parts: From Darkness opføres i Pakhus 11. Foto: Jefre Scott Stratton

Den prisvindende danske koreograf-duo Two-women-machine-show er klar med deres nye værk, Of All Its Parts: From Darkness.

Det får premiere i Dansehallerne i København den 24. februar.

Værket opføres som en del af Dansehallernes fire ugers forårsprogram i Pakhus 11, der finder sted i perioden 24. februar til 21. marts.

Med Of All Its Parts: From Darkness afrunder two-women-machine-show en episodisk rejse, hvor duoen via dansende kroppe, kostumer, lydkompositioner og scenografier har skabt adskillige koreografiske figurer fra fantasiens kamre.

Udvider dimensionerne for den dansende figur

I Of All Its Parts: From Darkness vil duoen løfte sløret for en tidløs figur, der transformeres løbende.

Duoen vil udvide dimensionerne for den dansende figur, så det man normalt betragter som en dansende figur på scenen forvandles til noget større.  Figuren får flere lemmer at bevæge end blot arme og ben – og der er flere koreografier i gang på samme tid.

Two-woman-machine
Of All Its Parts: From Darkness. Foto: Jefre Scott Stratton.

Publikum inviteres til en mangefacetteret oplevelse, hvor de selv kan vælge deres fokus, og dermed ikke konstant sidder med det store overblik.

Gyngende hofter kan måske høres i lydsiden, og rytmisk pulserende trin ses i lyset på scenen. Værket åbner for dyk ned i et mørke, hvorfra hidtil ukendte stemmer, rum og historier kan træde frem, mens kroppens og fantasiens rum åbnes.

Bag skabelsen af Of All Its Parts: From Darkness er en række dedikerede mennesker fra forskellige grene af kunsten.

Two-women-machine anerkendt af Statens Kunstfond

Holdet består af den danske scenografi og kostume duo KASPERSOPHIE, samt den engelske lydkunstner og producer Santi Rieser.

Two-women-machine-show består af koreograferne og kunstnerne Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg. De har arbejdet sammen siden 2011 med stor anerkendelse til følge.

Deres kunstneriske arbejde er anerkendt af Statens Kunstfond i 2013 og 2014 med værkerne MASS HYSTERIA og MY BODY IS A BARREL OF GUNPOWDER.

I 2015 skabte Two-women-machine-show og den britiske skuespiller Jonathan Bonnici værket TRANS og i 2018 værket ALITY, ligeledes sammen med Jonathan Bonnici samt arkitekten og tekstilkunstneren Lea Paulsen.

Two-women-machine-show præsenterer værket Of All Its Parts: From Darkness i Pakhus 11 i København den 24. februar.

Læs mere om værket og bestil billetter her