Koreografi og samtidskunst smelter sammen med CLOSE ENCOUNTERS

Fra værket Fält af Adèle Essle Zeiss. Fotograf: Kristyna Müller.

Den 12.-15. november slår Dansehallerne dørene op for den koreografiske udstilling CLOSE ENCOUNTERS i Den Frie Udstillingsbygning. Publikum er inviteret til at være en aktiv medspiller i mødet mellem dans og samtidskunst. Det kræver mod at tage del i et inddragende kunstværk, men vælger man at gå i dialog med udstillingens værker, kan man påvirke og interagere med deres kunstneriske og koreografiske karakter.

En koreografisk udstilling

Det er tredje gang, at Dansehallerne og Den Frie Udstillingsbygning går sammen om formatet CLOSE ENCOUNTERS. Denne gang har de ladet sig inspirere af stedet, Den Frie Udstillingsbygning, og ændret konceptet til et konventionelt udstillingsformat fremfor en festival. Med andre ord har værkerne hverken start- eller sluttid, og man kan som publikum opleve dem i hele kunsthallens åbningstid. Man kan bevæge sig hurtigt igennem og stadig føle, at man har oplevet alle værkerne eller man kan fordybe sig i dem, så længe man vil. Med denne udgave af CLOSE ENCOUNTERS smelter koreografiske værkers indhold og udstillingsformatets rammer sammen.

Mødet mellem koreografi og samtidskunst

Koreograferne Sonja Jokiniemi og Margrét Sara Guðjónsdóttirs bidrag til udstillingen bevæger sig i spændingsfeltet mellem koreografi og samtidskunst, og udforsker på hver deres måde, hvordan koreografi får en altomsluttende og installatorisk karakter. I installationen Cranky Chunks, der er skabt specielt til Close Encounters, benytter Jokiniemi tekstiler, tæpper og tegninger til at koreografere publikums bevægelse rundt i rummet og give dem nye perspektiver. I Conspiracy Archives gives Guðjónsdóttirs somatisk dans og koreografi liv gennem Mixed Reality teknologi.

Danseren i centrum

To af udstillingens kunstnere undersøger, hvordan kunstværker med danserens krop i centrum kan aktiveres i et udstillingsformat. I Fält arbejder Adèle Essle Zeiss med vægt og ligevægt, hvorigennem hun bogstaveligt talt får dansere til at svæve. I Andros Zins-Brownes Already Unmade bliver den koreografiske energi, der er lagret i danserens krop, dekonstrueret og sammensat på ny i en performance.

STAGE af Christian Falsnaes. Foto: Pirje Mykkänen

Kom med på scenen

I udstillingens sidste to værker inviteres publikum til at træde ind og blive en del af værket. I kunstneren Christian Falsnaes’ værk STAGE bydes publikum op på scenen, hvor de gennem hovedtelefoner guides til at udføre en koreografi. I Black Yoga Screaming Chamber af Erna Ómarsdóttir & Valdimar Jóhannsson inviteres publikum ind i et polstret sort skab, hvor de kan skrige af glæde, i frustration eller for at befri deres tanker, og derigennem komme ud som et nyt afslappet jeg.

CLOSE ENCOUNTERS kan opleves i Den Frie Udstillingsbygning fra den 12. til 15. november.

Læs mere og køb billet her.

Previous articleAveny-T dramatiserer Jonas Eikas LAGERET HUSET MARIE
Next articleAudiodrama bliver et redskab i omstridt plejesektor