Den Røde Plads Festivalscenen Copenhagen Opera Festival
Foto: Festivalscenen, Copenhagen Opera Festival. © Olafur Gestsson

Igen i år bliver den multikulturelle plads tryllet om fra skaterpark til auditorium. Fra den 19.-23. august kan publikum igen opleve opera i international klasse blandt de vante røde rammer, når Copenhagen Opera Festival indtager Nørrebros betonfulde åndehul. Og der vil være noget for enhver smag – store klassikere, daglig morgensang, opera-partybus og soliststjerner fra hele verden. Det er altså både til den unge og den gamle, kenderen og nybegynderen eller blot den nysgerrige, der ønsker et indblik i en 450 år gammel kulturskat.

Og hvis man ikke kan få nok, spreder operetternes harmoniske symfonier sig ud over hele hovedstaden til klassiske venues som Takkelloftet, Børsen og Tivolis Koncertsal eller mindre traditionelle steder i stil med Den Røde Plads som Volume, Københavns kanaler og Østerbro Skøjtehal.

Fejl i Firenze førte til finkultur

I hjertet af rennæsancetidens Italien ledte en fejltagelse til, hvad vi i dag i opfatter som noget af det mest finkulturelle, vores samfund kan byde os. I slut 1500-tallets Firenze, der husede århundredets største tænkere og kunstnere, delte en gruppe af komponister og musikconnoisseurs ønsket om at bringe antikkens græske drama tilbage på scenen. Denne gruppe af musikalske pionerer, ’Camerata’ som de kaldte sig, mente dog fejlagtigt, at de gamle dramaer var fremført med sang, men at musikken blot var blevet glemt henover de næste to årtusinder. Derfor skabte de musikalske stykker til at akkompagnere dramaerne, og med ét var operaen født, som nu kan opleves på Nørrebro med byens summende soundtrack panorerende i baggrunden:
”Vi glæder os rigtig meget til at vende tilbage til Den Røde Plads med vores festivalscene for andet år i træk – det føles lidt som at komme hjem! Opera er et internationalt sprog, og alle er velkomne her i vores udendørs auditorium. Det skønne ved vores festivalscene er alle de variationer af opera, som vi kan præsentere her under den åbne himmel (…)” siger festivalchef og kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival Amy Lane.

Morgensang og gratis klassikere

I de fem dage festivalen løber på Den Røde Plads, har man som publikum mulighed for at opleve arier af alt fra Tchaikovsky i øst til Gounod i vest. Puccinis opera-thriller Il Tabarro rummer jalousi og bristede drømme, mens klassikeren Romeo og Julie nok engang sætter lyd på en af historiens største kærlighedsfortællinger, når den svenske tenor og forkæmper for LGBTQA+-rettigheder Rickard Söderberg guider publikum gennem fortællingen. Og hvis man savner morgensangen fra coronaens tid, kan man møde op og selv slå tonerne an, når der er morgensang i operaens tegn, hvor skiftende gæster i fællesskab med pianist, radio- og tv-vært Mathias Hammer udvælger, hvilke fraseringer der skal gjalde over Nørrebro.

Det er igen i år gratis at deltage i festivalen på Den Røde Plads, og man kan ikke reservere pladser.

Copenhagen Opera Festival åbner den 19. august og fortsætter, fire dage efter at scenen på Den Røde Plads lukker, til og med den 27. august.

Læs mere om koncerterne her.

Programmet for Festivalscenen


Fredag den 19. august

Kl.10-10.30: Morgensang

Kl.19.30-20.45: Åbningskoncert

Lørdag den 20. august

Kl.10-10.30: Morgensang

Kl.20.30-21.00: Il Tabarro (Introduktion kl. 20)

Søndag den 21. august

Kl.10-10.30: Morgensang

Kl.13-13.30: Partybus

Kl.15-16: Goldschmidts Musikakademi

Kl.18-19: Opera with a scent of the Orient

Mandag den 22. august

Kl.10-10.30: Morgensang

Kl.19-20.20: Roméo et Juliette

Tirsdag den 23. august

Kl. 10-10.30: Morgensang

Kl.20-21.15: Nicky Spence og Mesterklasse Koncert

Tidligere artikelBirgitte Hjort Sørensen lægger stemme til giganterne
Næste artikelShakespeare i Ørstedsparken