La Voix Humaine
Foto: Skovdal Nordic

LA VOIX HUMAINE aflyses som live-optræden grundet restriktioner. Operaen, som havde planlagt premiere den 12. marts 2021 på Den Fynske Opera, laves i stedet til en professionel filmoptagelse. Den fulde opera vil være tilgængelig digitalt for publikum samt anmeldere medio/ultimo marts 2021.

Kunstnerisk leder Ida Fogh Kiberg udtaler følgende:
”Vi har på ’La Voix Humaine’ et fantastisk, entusiastisk hold med en sanger, som jeg er stolt af at have castet. Så det er i den grad ærgerligt, at vi ikke kan få lov til at opføre operaen, men vi er glade for, at det er muligt at lave en filmoptagelse af operaen i stedet, så folk kan få glæde af Poulencs smukke musik og det, vi har skabt”.

Den menneskelige stemme

‘La Voix Humaine’ betyder på dansk ‘Den Menneskelige Stemme’, og er en særlig opera, idet den spilles som monolog kun for sopran over én enkel akt.

I operaen fører kvinden Elle en telefonsamtale med sin elskede, der viser sig at blive deres sidste, da han forlader hende til fordel for en anden kvinde. I samtalen forsøger Elle at gøre alt for at vinde ham tilbage. Hun gennemlever alle følelsesregistre, lige fra fortvivlelse, desperation og vrede til nostalgi og lykkefølelse, til en panisk besættelse og trusler om at begå selvmord.

Rollen spilles af den dansk-svenske sopran Anna Carina Sundstedt og synges på originalsproget, fransk. La Voix Humaine er komponeret af Francois Poulenc i 1958, og opsætningen på Den Fynske Opera instrueres af Freja Friberg Lyme.

Læs mere om forestillingen her