Stormene
Fra den 20. februar kan man opleve Maria Hellebergs Stormene på Vendsyssel Teater. Foto: Michael Simonsen.

Fra torsdag den 20. februar 2020 kan publikum tage tilbage til Reformationen, når Vendsyssel Teater inviterer til teaterforestillingen Stormene, der er baseret på roman af den anerkendte forfatter Maria Helleberg. Forestillingen vil samtidig være den første iscenesættelse af Maria Hellebergs romaner nogensinde.

Stormene er et Vendsyssel-drama med genklang fra både Børglum Kloster, Voergaard og Sæby. I forestillingen følger publikum den unge, fraskilte adelskvinde Elisabeth, der forelsker sig lidenskabeligt i biskop Stygge Krumpen. Han forsøger at holde sit katolske cølibat, men lidenskaben blusser mellem dem. Efter Reformationen i 1536 bliver biskop Stygge Krumpen fængslet, og Elisabeth lever derefter i uvished uden ham i årevis. Men deres kærlighed vil ikke dø.

Stormene er et drama fyldt med forbudt lidenskab, heftig passion og opsigtsvækkende trofasthed.

Maria Hellebergs roman på teatret for første gang

Maria Helleberg har med mere end 80 historiske udgivelser opnået stor anerkendelse både blandt læsere og anmeldere, der nu kan opleve et af hendes værker for første gang nogensinde på scenen.

Maria Helleberg er uddannet i teatervidenskab og dansk ved Københavns Universitet. Hendes historiske romaner har akademikernes nidkærhed, men digterens frihed. I 1986 debuterede hun som forfatter, og hun har siden udgivet adskillige romaner, noveller og børnebøger. Teatret har dog altid haft hendes interesse, som bl.a. kommer til udtryk i hendes roman Scenesat fra 2012, der handler om 1800-tallets skuespillerinde Johanne Luise Heiberg. Derudover har hun skrevet flere stykker dramatik, som f.eks. Celle til Teatret Svalegangen, Frost til Café Teatret og Svanekød til Grønnegårdsteatret.

Holdet på og bag scenen

Stormene er blevet til i et samarbejde med dramatiker Maj Rørbæk Damgaard, instruktør Anders Lundorph, scenograf Steffen Aarfing og lysdesigner Anders Kjems.

I rollen som Elisabeth ses Laura Kold, der tidligere har spillet med i bl.a. Troen & Ingen på Teatret Svalegangen, Kirsebærhaven på Odense Teater og Et Juleeventyr på Aalborg Teater. Rollen som Stygge Krumpen indtages af Anders Gjellerup Koch, der bl.a. har spillet hovedrollerne i Odense Teaters opsætninger af  Jeppe på Bjerget, Spillemand på en Tagryg og Leonora Christina. Derudover optræder de nyuddannede skuespillere Clara Ellegaard og Lue Støvelbæk sammen med Louise Davidsen, Lise Lauenblad, Sune Kofoed, Jørgen Bing og Hans Holtegaard.

Stormene kan opleves på Vendsyssel Teater fra den 20. februar til den 28. marts 2020.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.