Foto: LET RØVEN

Det Kongelige Teater åbner dørene den 27. maj kl 19:30 til velgørenhedsshowet LET RØVEN med Amin Jensen og Julie Berthelsen som værter. Aftenen skal sætte fokus på mænd og prostatakræft, hvilket understøttes af danske såvel som internationale artister. De to værter og alle artisterne optræder uden honorar. Showet samler ind til forskningen på området og der vil være optrædener med musik, sang, dans og spektakulære luftnumre.

Hvert år rammes 4.500 mænd af prostatakræft, og flere end 1200 dør af det. Endnu flere mænd er i behandling for at holde sygdommen under kontrol, og mindst 43.000 lever med den i dag. Der er dog ingen sikre tegn, som antyder, om man har prostatakræfter. Derfor er der incitament for at sætte ind på forskningen, som man støtter ved at købe sin billet til det anlagte støtteshow på Det Kgl. Teater, LET RØVEN.

Tabuer skal kvæles
Det er ikke kun forskningen i sygdommen, hvor der skal iværksættes ændringer. Initiativtager for kampagnen Frank Guldhammer, som blandt andet er direktør for Forlaget Fortuna for, fortæller:
”Prostatakræft er en forfærdelig sygdom, som i dén grad mangler forskningsmidler. Men det er også en sygdom, der i høj grad er tabubelagt i det danske samfund. Med ’Let Røven’ er ambitionen derfor ikke blot at støtte forskningen, men også at eliminere tabuerne omkring sygdommen – ved ganske enkelt at tale om den og sætte fokus på de titusindvis af mænd, der lever med sygdommen.”

Han udtaler videre:

”Vi anerkender, hvor vigtigt det er at give folk en ordentlig én på opleveren, når man skal øge opmærksomheden omkring en sag. Derfor har vi sammensat dette forrygende show i fuldkommen fantastiske omgivelser, og vi glæder os til at fylde sæderne foran Gamle Scene med både gavmilde og lattermilde mennesker.”

Stjerner fra ind- og udland gæster scenen
Frank Guldhammer og Let Røven kan blandt andet byde på verdenspremiere på Silas Holst og The Boyband Tour, Julie Berthelsen-koncert og endnu flere overraskelser.

I løbet af aftenen vil publikum også opleve et møde med både den danske ’X Factor’-vinder Linda Andrews og Sada Vidoo, der er tidligere finalist i den britiske udgave af ’X Factor’.

Showet byder på flere indlagte momenter både i form af spektakulære acts og flere internationale stjerner som special guests.

Du kan læse mere om Let Røven og støtte den gode sag ved at købe billetter her.


Tidligere artikelDanmark repræsenteres på festival for de ‘glemte’ kunstformer
Næste artikelMITRIDATE: Et værk skrevet af en teenager