LILLEBITTE KÆMPESTOR. Foto © Asako Kido Parr

LILLEBITTE KÆMPESTOR er en helt ny forestilling af Sjællands Teater FAIR PLAY, skabt specifikt til børnehaver og børnehavebørn. Forestillingen får først premiere på Horsens Teaterfestival d. 18 september, mens den d. 23. + 24. + 25. september får Holbæk-premiere, når den sættes op på Teatret FAIR PLAY.

 

Livets store og små spørgsmål i børnehøjde

I Lillebitte Kæmpestor inviteres de mindste og deres voksne med ind til filosofisk og musikalsk leg, hvor der er plads til at undre sig over alt det, der er så småt, at man hverken kan se eller røre det, og alle de ting, som er så store, at de kan være svære at forestille sig for et barn:

Hvordan kan en lille klump i maven vokse sig til at føles uendelig stor? Hvordan kan det være, at en kæmpe stjerne i det uendeligt store univers, kan være så lille, at den kan placeres mellem tommel- og pegefinger? Og kan det virkelig passe, at en lillebitte pige kan kaste en kæmpestor skygge?

 

Manuskriptet udvikles løbende

Med LILLEBITTE KÆMPESTOR skaber Sjællands Teater FAIR PLAY en forestilling, der er helt særligt målrettet børnehavebørn, og også kommer til at spille på turné i børnehaver. Forestillingen bliver en musikalsk, sanselig og filosofisk rejse, mere end en narrativ historie, hvor børnenes egen humor, opdagelser og øjeblikke er i centrum.

Teatrets arbejdsmetode bliver anderledes end normalt, da manuskriptet først udvikles undervejs i løbet af prøverne. Instruktør og dramatiker Leiv Arne Kjøllmoen kommer med et oplæg, ligesom de andre kunstnere også bliver medskabere af forestillingen og historien. De forbereder hver især nogle oplæg indenfor deres eget kunstneriske felt, som de sammen arbejder videre med.

På scenen står skuespiller Theresa Sølvsteen, mens det kunstneriske hold bag forestillingen er instruktør Leiv Arne Kjøllmoen, komponist Alice Carreri Pardeilhan og scenograf Lisbeth Burian. Kostumer er kreeret af Helle Birkholm og Anne Balsam er produktionsleder.

LILLEBITTE KÆMPESTOR bliver Leiv Arne Kjøllmoens sidste forestilling som husinstruktør på FAIR PLAY, inden han overtager chefstolen på Odsherred Teater.

 

Indgår i andre projekter rettet mod børnehavebørn

Udover de offentlige forestillinger, indgår LILLEBITTE KÆMPESTOR i 2 forskellige projekter for børnehavebørn: LegeKunst og Børnekulturstafetten. Begge er tværfaglige projekter, der kombinerer drama, teater, musik og billedkunst.

LegeKunst er et samarbejde mellem Sjællands Teater, Holbæk Kommune, Holbæk Kulturskole og Teaterskolen Harlekin.

Børnekulturstafetten er et samarbejde mellem Sjællands Teater, Holbæk Kulturskole, Professionshøjskolen Absalon, Teaterskolen Harlekin, Holbæk Kommune og Odsherred Kommune.

 

Alder: 3-6 år + voksne
Varighed: 35 min.

Spiller på Teatret FAIR PLAY, Borchsvej 3, 4300 Holbæk
Torsdag d. 23. september kl. 17.00
Fredag d. 24. september kl. 17.00
Lørdag d. 25. september kl. 11.00

Billetter købes via www.fairplay.dk