Foto: PR Foto

I en ny borgersceneforestilling produceret af HamletScenen vil publikum møde 11 helt unge mennesker, som for første gang og hudløst ærligt fortæller deres egne fortællinger, fra deres egen virkelighed, som du måske ikke vidste eksisterede.

LYDEN AF OS dykker ned i nutidens unge og deres tanker, for hvordan oplever de unge klimakrisen og den rasende pandemi samtidig med, at de er i fuld gang med at finde deres egne veje i livet?

Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Og hvor skal jeg hen?

LYDEN AF OS giver stemme til de unge og deres syn på de voksne, på verden og livet. Med afsæt i Shakespeares univers udfordres de af de store spørgsmål. De unge taler direkte uden censur fra deres inderste, om deres skjulte følelser og om den verden, der er deres i morgen.

Forestillingen iscenesætter tabuer som ensomme øer i et oprørt hav, hvor poesi, drømme og virkelighed forstærkes gennem et næsten umærkeligt blik gennem andre pandemiske tidsaldre. De unge fremstår kraftfulde og skrøbelige på scenen, de har et direkte fokus på publikum, de er udfordrende, bedende, krævende.

LYDEN AF OS giver et unikt og ærligt indblik i unges tanker, handlinger og beslutninger.

Forestillingen kan opleves på HamletScenen på Kronborg Slot, og der er premiere d.13.november. Biletter kan købes her