Lykkeridder åbner næste sæson på Folketeatret

Peer Gynt
FOTO: Peer Gynt ©Gudmund Thai

Folketeatret åbner næste sæson med forestillingen Peer Gynt, der er baseret på Henrik Ibsens klassiker af samme navn fra 1867. Historien er en dannelsesberetning, der stiller spørgsmålet: Hvordan er man sig selv uden at være sig selv nok?

Fortællingen kredser om Peer Gynt, en lykkeridder, der drager ud i verden med ambitioner om at finde sig selv og blive til noget stort. Vi følger Peer gennem et langt liv – fra en håbefuld ung dreng, til selvtilfreds voksen og til sidst som desillusioneret ældre. Som ældre sammenligner han sig selv med et skrællet løg, hvor man blot er lag på lag uden en kerne.

Den unge Peer spilles af Cyron Melville, og den ældre Peer spilles af Preben Kristensen. På scenen ses desuden Anette Støvelbæk, Mads Knarreborg, Michael Brostrup og Mathilde Norholt. Forestillingen bliver instrueret af Moqi Simon Trolin, der både har instrueret forestillinger i Danmark, Norge og Sverige.

Peer Gynt har premiere den 20. september og spiller frem til den 16. december. Du kan læse mere om forestillingen og finde billetter her.

Previous articleKongen vender tilbage – på Husets Teater
Next articleLene Struck-Madsen bliver leder for APPLAUS