Ghost, musical, China Teatern, Maria Lucia
FOTO: Peter Johansson og Maria Lucia Heiberg Rosenberg ©Scanpix

Det romantiske drama Ghost med Demi Moore og Patrick Swayze var et kæmpehit i 1990, hvor den modtog to Oscars. Nu bliver filmen sat op som musical på China Teatern i Stockholm, og her skal den danske musicalstjerne Maria Lucia Heiberg Rosenberg spille den kvindelige hovedrolle. Det skriver Aftonbladet.

Ghost handler om kæresteparret Molly og Sam, der lever et lykkeligt liv, indtil de en dag udsættes for et røveri, hvor Sam bliver slået ihjel. I stedet for at gå ind i det lys, der viser sig for ham, bliver han på jorden som et spøgelse. Det bliver dog hurtigt klart, at omstændighederne omkring hans død ikke var som først antaget, og med hjælp fra mediet Oda Mae Brown forsøger han nu at skabe kontakt til Molly.

Filmen er især kendt for sin ikoniske og sensuelle scene, hvor Molly og Sam sidder sammen ved en drejeskive og laver ler. I musicalen vil denne scene blive en smule anerledes, da den først og fremmest bliver endnu mere sensuel. Derudover vil den blive gemt til senere i forestillingen, hvor Sam er blevet et spøgelse, modsat filmen.

Den mandlige hovedrolle spilles af Peter Johansson, og i de øvrige roller kan bl.a. opleves Bruno Mitsogianni og Gladys Part Pilar Berg. Rollen som Molly skal spilles på svensk, hvilket Maria Lucia ikke tidligere har prøvet.

Ghost får premiere den 14. september, og billetterne sættes til salg den 13. marts via China Teaterns hjemmeside.