Foto: Mikkel Dysted

Den 12. oktober er der premiere på Menneskedyret, som er sæsonens første egenproduktion på HamletScenen. Forestillingen er et fysisk og næsten ordløst drama, der stiller skarpt på et af tidens store dilemmaer: hvordan taber man ikke sig selv i livet, i hamsterhjulet og i jagten på at ”være noget”…

Et eksistentielt dilemma 

Udover at HamletScenens forestillinger altid er båret af Shakespeare på den ene eller den anden måde, så behandler teatrets forestillinger altid et eksistentielt dilemma. Denne gang er ikke nogen undtagelse, og forestillingens instruktør og HamletScenens kunstneriske leder Lars Romann Engel udtaler:

”Som moderne mennesker lever vi et komplekst liv med høj fart og med mange gøremål, og krav til, hvad vores liv skal kunne og rumme. En ønske- og to-do-liste, som ofte har langt flere punkter, end vi har timer i døgnet. Et faktum, som mere eller mindre ubemærket transformerer os til tidsoptimister og i værste fald presser os ud på en rejse, vi til sidst ikke kan finde hjem fra. En drøm om det perfekte liv med succes på alle tænkelige parametre, der som en tyv om natten stjæler vores liv og forvandler det til et mareridt med sammenbruddet som yderste konsekvens. Et dilemma og livsvilkår, som fylder meget for mange mennesker og kræver opmærksomhed, før uheldet er ude. Derfor synes jeg, det var vigtigt, at teatret skabte en forestilling med dét omdrejningspunkt, og nærliggende var det at benytte Shakespeares Timon-karakter som inspiration for menneskedyrets sammenbrud og genskabelsesrejse.”

Om menneskedyret 

I Menneskedyret møder vi en mand på randen af et sammenbrud. Han har i et helt liv enøjet jagtet succes og anerkendelse. Hans mentale HFI-relæ slår fra, og han bliver kastet brutalt ud på en psyko-fysisk stroppetur i en forunderlig verden, hvor han undervejs må erkende sin fejlslagne livsstrategi. En fantastisk rejse, hvor han tvinges til at møde sig selv uden filter. Han genforenes med sine slukkede sanser og glemte følelser og finder gradvist hjem til det menneskedyr, han i virkeligheden er. Har du styr på dit menneskedyr?

Forestillingen er skabt frit efter og med inspiration fra Shakespeares stykke ”Timon fra Athen”. Forestillingen spiller kl. 20.00 fra 12. oktober til 30. oktober. Mere information om forestilling og billetsalg findes her

 

Tidligere artikelIdolisering af det popkulturelle fænomen Cher
Næste artikelUngdomsdrama og rockmusik rykker ind på Galaksen