Horse inside out
Værket HORSE INSIDE OUT på ARoS Atalier i Aarhus. Foto: Foto: Jesper Lyng Michelsen

Wunderlands kunstneriske leder Mette Aakjær er stolt af at kunne præsentere det nye værk HORSE INSIDE OUT på ARoS Atalier i Aarhus.

I et stort interview med Teaternyheder.dk fortæller hun om værket og tankerne bag at udforme det som en hest.

”Hesten er valgt for sin vilde kraft, dens evne til at løbe og reagere øjeblikkeligt. Den skifter fra blid græsning til sparkende galopperende udladninger. Det er pludseligt og kraftfuldt”, forklarer Mette Aakjær om installationen, der er stor nok til, at én person kan gå ind gennem en sprække i værket og bevæge sig gennem tre rum. Skulpturen tilbyder en særlig sanselig oplevelse for publikum, der kan fordybe sig i en hybrid af lyd, talt poesi, installationskunst, performance/dans og kinæstetisk interaktion.

“Vi fornemmer denne energi indefra – hestens indvolde – det indre rodede kaos af kraft og rå energi. Vi ønsker at skabe en oplevelse, hvor en besøgende kan mærke samme kraft i sig selv”, siger Mette Aakjær, og fortsætter:

“Installationen repræsenterer ikke hesten direkte, men giver en sanselig oplevelse gennem abstrakte elementer, der refererer til hestens natur; hår, pels, lugte, lyde, rå energi, der vækker sanserne og skaber en stærk kropslig oplevelse – indefra og ud”.

Hvorfor har I lavet HORSE INSIDE OUT?

“Nok se, men ikke røre” er en tendens, der præger store dele af vores museumskultur. Wunderland har 12 års erfaring med publikumsinddragende kunst. Med HORSE INSIDE OUT ønsker vi at udforske, hvad der sker, når kunst, der taler til hele kroppen og sanseapparatet, placeres i kunstmuseet”, siger Mette Aakjær.

Man skal overgive sig til oplevelsen

“Et vigtigt greb fra scenekunsten, der fordyber kunstoplevelsen, er tidsrammen. Vi arbejder med ”faldet” – overgivelsen til oplevelsen – og den styrke, det kan få, når den besøgende ikke selv beslutter varigheden af oplevelsen. Vi opgiver kontrol og overgiver os til øjeblikkets uforudsigelighed. At give et værk en varighed, der ikke er til at undslippe, kan give publikum en nøgle til fordybelse. Det kunne smitte af på deres oplevelser af resten af værkerne i en udstilling og måske endda give en nøgle, som de vil kunne bruge fremover.”

Hvorfor har I skabt et værk, hvor netop sanserne er i spil? Hvad er det, man kan opnå eller få gennem sanserne?

”Den måde, vi mange af døgnets timer opfatter verden og os selv på, er præget af vores rationelle forståelse og meget mindre af vores sanser. HORSE INSIDE OUT bruger greb, der giver mulighed for at overgive sig til sine umiddelbare sanser, der åbner vores oplevelse af virkeligheden, af os selv og andre.”

Hvad ønsker du, at publikum skal opnå ved at besøge værket?

”Det er helt åbent, hvordan publikum oplever og tolker værket. Men bagved ligger selvfølgelig Wunderlands kerneinteressser. Vi er optaget af, hvordan vi kan ændre bevidsthed gennem sanselige påvirkninger, som åbner for en følt forbindelse med omgivelserne.”

Værket er et forskningsprojekt

HORSE INSIDE OUT er et nordisk projekt, der kører på ARoS Atelier i Danmark, Reykjavik Kunstmuseum i Island og AHJO Galleri i Finland. Forsknings- og formidlingsprogrammet i perception og virkelighedsopfattelse udføres sideløbende af universiteter i de tre lande.

Hvorfor er værket en del af et forskningsprojekt, og hvad gør det for værket, at det er en del af et nordisk samarbejde?

“Samarbejdet indebærer bl.a. workshops og foredrag ved kunstnere og forskere, involvering af studerende i processen, samt observation og analyse af værkets effekt. Den sideløbende research vil hjælpe os med at forstå, hvad der sker, når vi åbner for kroppens intelligens – og betyder samtidig en bred formidling af projektets resultater i offentligheden, blandt publikum, kulturmiljø og i akademiske kredse”, siger Mette Aakjær.

HORSE INSIDE OUT kan opleves på ARoS Atalier i Aarhus fra den 15. januar til 16. februar.

Man kan læse mere om værket og bestille billetter her