Musicalen Midt om natten blev set af mere end 150.000 publikummer, da den i 2018 bevægede sig rundt i de danske teatre og koncertsale. Nu kan folk i hele landet igen se frem til at opleve Gasolin og Kim Larsens store bagkatalog live på scenen, når en ny udgave af forestillingen kommer forbi 10 danske byer i løbet af foråret 2020.
Fortællingen om Benny, Arnold, Tusindfryd, Susan Himmelblå og alle Havejes andre skæve eksistenser kan igen opleves live på scenen, når musicalen Midt om natten får premiere den 5. februar 2020 i Musikhuset Esbjerg. Herefter bevæger forestillingen sig forbi både Aalborg, Aarhus, Horsens, Holstebro, Randers, Frederikshavn, Sønderborg og Odense, inden den 2. april sættes op i Tivolis Koncertsal i København, hvor den spiller indtil midten af maj.
Ny version – men med endnu flere af de gamle hits
I forhold til musicalen der turnede landet rundt i 2018, er der nu tale om en helt ny version, der læner sig meget tættere op af det originale filmmanuskript af Kim Larsen, Erik Balling og Henning Bahs. Der er tilmed blevet plads til endnu flere af de klassiske hits.
I Midt om natten befinder vi os i København i 1980’erne. En tid hvor frihedsdrømme, kærlighed og spirende oprør blomstrer. Vennerne Arnold og Benny opretter i protest mod det politiske styre minifristaden Haveje. Haveje bygger på drømmen om et samfund, hvor der er lighed, frihed og broderskab samt masser af kærlighed. Det sorgløse liv på Haveje varer dog kun kort. Snart sætter stoffer, rockere, boligspekulanter og ikke mindst købmandens kønne datter, Susan Himmelblå, det tætte venskab mellem Arnold og Benny på en alvorlig prøve.
Det er til genopsætningen lykkedes at samle nogle af de samme skuespillere, der portrætterede karakterene i den første version. Gustav Wolter spiller således endnu en gang Benny, mens Troels Malling indtager rollen som Arnold. Udover dem kan publikum opleve bl.a. Jimmy Jørgensen og Allan Mortensen. Det fulde cast vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.