Momentum
FOTO: Kristoffer Lundberg og Katrine Krohn. © Rikke M. Hansen

Momentum-modellen slår til igen. Selvom vi er midt i en sæson med kunstnerisk ledelse af hybridkunstneren Monia Sander, der netop er aktuel med performance-installationen PÅ JORDEN, er det allerede tid til at se frem mod næste sæson (Momentum Vol. 16) og en ny kunstnerisk ledelse af det reumertvindende teater.

Momentums Kunstneriske Råd bestående af Sargun Oshana, Thomas Hwan og Kitt Johnson har sammen med Momentums teaterdirektør – efter en ansøgningsrunde – udpeget teaterinstruktør Kristoffer Lundberg og scenograf Katrine Krohn til kunstneriske ledere af Momentum Vol 16.

Kristoffer er nyuddannet fra Den Danske Scenekunstskole og har for nyligt stået bag Cher-forestillingen STRONG ENOUGH skabt i samarbejde med Sort/Hvid. Katrine Krohn har en bachelor i scenografi og kostumedesign fra Den Danske Scenekunstskole, og har i flere år arbejdet på både teater, film- og serieproduktioner, samt med udstillinger.

En ny sæson hvor publikum kan digte videre og gå på opdagelse

”Vi glæder os helt vildt, og det betyder jo helt konkret at et kæmpe ansvar og frihed er landet foran vores fødder til at udforske og præsentere lige præcis det scenekunst, vi er optagede af. Vi håber, det bliver en sæson, hvor man som publikum kan være med til at digte videre, gå på opdagelse i kunsten og selv udfylde og sammensætte historierne, som man finder. Og så bliver det en sæson med en Redbull-drikkende Egtvedpige som mascot. Og så siger vi ikke mere,” fortæller Kristoffer og Katrine om det nye job samt hvad, man kan forvente af den kommende sæson.

Når Momentum til maj lancerer nyt sæsonkatalog vil Kristoffer og Katrine løfte hele sløret for Vol. 16 – men allerede i løbet af foråret vil du kunne forvente nyt om den kommende sæson.

Tidligere artikelNyt tilbud om teaterundervisning for unge i Valby
Næste artikelDracula genopstår i Aarhus