Rasmus Klump er ved at være en fast bestanddel af Tivoli. Men når den gamle have den 31. januar tager hul på Vinter i Tivoli vil den kendte bjørn for første gang tale til sit publikum.
Både Klump og vennen Pingo har fået stemmer. Det vil man kunne høre, når de optræder i to nye forestillinger Pingonesien Tur/Retur og Vinterløjer.
Susanne Breuning, forfatter og instruktør til forestillingerne fortæller: “En helt ny æra starter for Rasmus Klump i Tivoli, da han endelig får sin egen stemme. For mig har det været en utrolig spændende proces, at Rasmus Klump skal tale i forestillingerne. En sjov udfordring har været at finde stemmerne til Rasmus Klump og hans gode ven Pingo”.
Det handler om at glæde sig
I forestillingen Vinterløjer i snedækkede bjerglandskaber, er Rasmus Klump taget ud på en rejse med sin allerbedste ven Pingo og veninden Flora.
”I historien Pingonesien Tur/Retur leger vi med det at rejse ud i verden. Fantasien har jo ingen grænser, så hvis man bare lukker øjnene og tæller til tre. Så kan man med børns øjne befinde sig hvor som helst i verden. Det skulle vi voksne måske huske lidt mere på i hverdagen. I forestillingen Vinterløjer handler det om at glæde sig, og at man altid kan finde på noget at glæde sig til i vinterferien i Tivoli”, siger Breuning.
Vinter i Tivoli kan som sæson fejre 3-års fødselsdag. Haven byder på et væld af børnevenlige aktiviteter foran scenen på Plænen. Her opfører Klump og co. forestillingerne. Efterfølgende deler de tilmed ægte bjørnekrammere ud til alle.
Rasmus Klump forestilligerne kan opleves alle dage i Tivoli. Perioden går fra den 31. januar frem til den 23. februar.
Læs mere om spilletider og Vinter Tivoli her