MOVE YOUR MIND: Dansefestival til både hjernen og kroppen

MOVE YOUR MIND
Foto: Bettina Stoess

Aarhus’ dansescene Bora Bora inviterer til MOVE YOUR MIND-festival fra den 1. – 25. november 2022. Her bliver novembermørket lyst op med energifyldte danseforestillinger af europæiske stjernekoreografer, danseworkshops, samtalesaloner og dokumentarfilm.

Dansen lader os op, bringer os til stede i nuet og udfordrer vores faste forestillinger med indtryk fra hele verden. Med Move Your Mind giver vi byen et energiboost midt i den kolde og grå november. I en verden med kriser og skarpt optrukne linjer mellem holdninger og mennesker er det vigtigere end nogensinde, at vi mødes med god energi og ser hinanden i øjnene. På tværs af kulturer, sprog og verdensbilleder,” siger teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen.

MOVE YOUR MIND-festivalen, der første gang så dagens lys i 2020, er Bora Boras bud på hvordan dette kan gøres på en positiv, involverende og udfordrende måde.

På Bora Bora inviterer vi ind i alle indenfor til sanselige oplevelser, som vil udvide tilskuernes horisonter. På Move Your Mind-festivalen handler det om at sætte både krop og hjerne i bevægelse – i fællesskab med andre,” tilføjer hun.

Liiliana Barros - Techno Fauna 2
Liiliana Barros – Techno Fauna 2. Foto af Bettina Stoess

Fire forestillinger

Bora Bora har sat fire danseforestillinger på programmet side om side med dokumentarfilm, danseworkshops og dialog mellem kunstnere og publikum. Hofesh Shechter fra Storbritannien åbner ballet med en ren danse-eksplosion i “Contemporary Dance 2.0”. Den internationalt anerkendte og populære koreograf besøgte sidst Aarhus, da Bora Bora fyldte 5 år, hvor han blæste alle bagover.

Portugisiske Liliana Barros kommer derefter med “Techno Fauna”. En visuel forestilling, der spekulerer i en fremtid, hvor teknologien invaderer vores kroppe. Forestillingen er co-produceret af Bora Bora, bl.a. under et kunstnerophold i Aarhus.

MOVE YOU MIND-festivalen har interaktionen i højsædet, helt særligt med festivalens to sidste forestillinger. I islandske Ásrún Magnúsdóttirs “Listening Party” indbydes en flok århusianske unge til at stå på scenen i en koreografi skabt ud fra deres yndlingsmusik, idéer, bekymringer, tanker og drømme. En chance for publikum at genopleve ungdommens musik- og danseglæde.

Festivalen rundes af med danske Mette Ingvartsen, der har rødder i Aarhus, men nu har base i Bruxelles. Hendes forestilling “The Dancing Public” inviterer publikum med på scenen til en techno-dansefest, hvor hun samtidig fletter historier om fortidens kollektive dansemanier ind i forestillingen.

Publikum får mulighed for at stille spørgsmål til Liliana Barros og Ásrún Magnúsdóttir efter deres forestillinger i to artist talks.

Dokumentarfilm, samtaler og workshops

MOVE YOUR MIND-festivalen er også gået i partnerskab med biografen Øst For Paradis om at vise den roste dansedokumentarfilm “Bobbi Jene” af den danske instruktør Elvira Lind. Filmen følger danseren Bobbi Jene, der skal give slip på det legendariske israelske dansekompagni Batsheva for at gå sin egen vej.

Publikum har også mulighed for at mærke dansen på egen krop i to workshops med den lokale koreograf Helle Bach, koreograf og kunstnerisk leder af Dadadans.Der er derudover såkaldte samtalesaloner, hvor man med et sæt instruktioner sætter sig og snakker med en fremmed om udvalgte temaer. Udvalgte dage sluttes af med ”Dialog til d’sært”, hvor man ved hjælp af guidede samtaler og opgaver på forskellig vis sammen kan reflektere over det, man netop har oplevet.

Læs mere og køb billet på www.bora-bora.dk

Previous articleEn stemme til de ældre – Eutopia og Teatret Svalegangen søger medvirkende
Next articleFire musicalstjerner castet til den danske opsætning af JERSEY BOYS