Moving a memory
PR Illustrationsfoto: PS CommunIcation/ Convoi Exceptionne

MOVING A MEMORY er en forestilling og en udstilling, der tager udgangspunkt i gymnastiksalen. Convoi Exceptionnel, dykker ned i fænomener og erfaringer, der findes i dette rum, som de  fleste har et forhold til. Duftene af lakeret trægulv, tykke reb og brune ribbevægge. Skemalagt motion, som kan aktivere et spænd af følelser. Gymnastiksalen er et sted, som er forbundet med både glæde og frygt. Et rum i fortiden og nutiden. Værket kan opleves på PASSAGE Festival i Helsingør og bliver præsenteret af Dansehallerne på Gotvedinstituttet i København denne sommer! 

MOVING A MEMORY er skabt af Convoi Exceptionnel og Jon R. Skulberg i samarbejde med  billedkunstner Maiken Bent, koreograf og danser Wayson Poon og komponist og musiker Paul Yip. På scenen er danserne Linette Stamp Christensen og Paul Pui Wo Lee. 

“Den nordiske gymnastiksal er et symbol på den sunde krop, som er blevet disciplineret og trænet til  at opnå et godt helbred. En arkitektonisk materialisering af folkesundhed. Vi ønsker at udfordre  gymnastisksalens autoritet og fylde den med et andet sprog. Det er en invitation til at bevæge dit minde,” siger Jon R. Skulberg. 

Kunstnerisk samarbejde mellem Danmark og Hongkong – et globalt blik på et lokalt rum.  

Convoi Exceptionnel er en nordisk produktionsplatform skabt af Jon R. Skulberg i 2016. Jon er  en norsk iscenesætter og scenograf bosat i København. Convoi Exceptionnel har et visuelt blik, hvor stemningsmættede billeder komponeres med kroppe, lyd og lys. Fordybende landskaber, der efterlader indtryk og aftryk.

Wayson Poons koreografiske praksis er funderet i Qi og Taoistisk filosofi. Hans udgangspunkt er forankret i mantraet: ”virkeligheden er tom, og  tomheden er virkelig”. Fra dette fremkaldes en tydelig minimalisme i hans koreografiske sprog.

Maiken Bents skulpturer og installationer er kendetegnet ved en iscenesættelse af stærke farver,  grundigt håndværk og et råt møde mellem kæder, reb og bløde materialer. Hendes værker  ligger et sted mellem Gucci og Silvan, hvilket skaber en leg med former, materialer og minder, der krydser hinanden igennem hendes transformationer af mere eller mindre genkendelige objekter.

Paul Yips japanske og tibetansk inspirerede lydunivers skaber stabile frekvenser og vibrationer, som sætter sig som en fysisk resonans i de tilstedeværende kroppe.  

Iscenesætter og scenograf Jon R. Skulberg fortæller: “Du går ind i en gymnastiksal, mærker gulvet under dine fødder. De aftegnede linjer fortæller dig om  et regime for bevægelse, nu er det din mulighed for at bryde med rummets iboende hierarki og  udfolde en ny poesi.”

Trilogi for læringsrum  

MOVING A MEMORY er første del af en trilogi af Convoi Exceptionnel. En stedsspecifik  trilogi, hvor publikum mødes i  øjenhøjde, når der skabes nye erfaringer og atmosfæriske oplevelser på kunstens udebane og hverdagens hjemmebane. Convoi Exceptionnel udforsker tre rum – En  gymnastiksal (2021), en svømmehal (2022) og et klasseværelse (2023). I de forskellige forestillinger inviterer kompagniet publikum indenfor i læringsrum og dermed institutioner, som griber dybt ind i vores kroppe og tanker. 

MOVING A MEMORY spiller den 29. – 31. juli 2021 på PASSAGE Festival, Helsingør, på Skolen ved Rønnebær Allé og den 5. – 8. august 2021 Dansehallerne, København, på Gotvedinstituttet.

Læs mere, se traileren og køb biletter her