FOTO © Bjarke McCarthy

Den norske hovedstads nye urbane teaterscene, Vega Teater, har købt Mungo Parks succesfulde forestilling, MANNING ER FRI. Forestillingen handler om den transkønnede whistleblower Chelsea Manning, og får premiere i nabolandet i juni 2019.

Forestillingen om den amerikanske whistleblower, Chelsea Manning, som tidligere hed Bradley til fornavn, har spillet for fulde huse på teatret i Allerød siden marts 2018.
Det har de kreative kræfter bag den norske teaterscene Vega Teater bemærket, og derfor har de nu købt rettighederne til forestillingen.

MANNING ER FRI bliver sat op på Oslos
nye teaterscene for nyskrevet, samfundsengageret og researchbaseret dramatik, der blev indviet torsdag den 2. november 2018.

Skrevet og spillet af Mungo Parks egen ensembleskuespiller

Mungo Parks teaterdirektør Lasse Bo Handberg er begejstret:
“Vi er rigtig glade for, at denne vigtige historie lever videre i en ny opsætning i Norge. MANNING ER FRI skriver sig ind i en række forestillinger, som Mungo Park har skabt, og som sidenhen er blevet opsat i udlandet. Det synes jeg godt vi kan tillade os at være stolte over,” udtaler han.

Det er Mungo Parks ensemble-skuespiller Anders Budde Christensen, som både har skrevet og spillet hele solo-forestillingen om Manning.

“Det er en stor cadeau til Anders, som med det her værk er debuterende dramatiker. Det er ikke dårligt at få sit første værk solgt til udlandet,” siger Lasse Bo Handberg.

Den ene af to kunstneriske ledere på Vega Teater, Katinka Rydin Berge, er da også tydeligt imponeret over værket:

“Vi har siden vores start i 2013, fulgt med i Mungo Parks spændende repertoir. Vi så MANNING ER FRI på Betty Nansen Teatret og blev meget imponeret. Vi har derfor store
forventninger til forestillingen. Det er en vigtig historie at fortælle i den tiden vi lever i nu, med de politiske strømninger, som sker i både Norge og Danmark. For os er MANNING ER FRI en
historie om et menneske, som insisterer på at tale sandt og en fortælling om prisen som nogle mennesker må betale for at sige sandheden. Den er en vigtig kritik af alle moderne demokratier”.

Den nye norske teaterscene Vega Teater er en del af Oslos nyere kulturkompleks Vega, som også indeholder en kunstbiograf og en debatsalon. Komplekset blev etableret i 2013 og er nu også udvidet med en teaterscene.

“Vi tror nordmændene vil omfavne denne vigtige forestilling. Den griber ind i vor samtid og stiller de aktuelle sociale, politiske og filosofiske spørgsmål, som vi mener er vigtige. Den stiller spørgsmål om et demokrati kan være gennemsigtigt og om hvor meget sandhed vi egentlig tåler,” siger den anden kunstneriske leder af Vega Teater, Hege Ada Edelsteen.

MANNING ER FRI spiller næste gang mandag den 19.-20. november 2018 på Mungo Park i Allerød, nord for København. Se spilletider HER.