Jesus Christ Superstar
Foto: Danmarks Underholdningsorkester ©

Grundet stor efterspørgsel og mange solgte billetter opsætter Danmarks Underholdningsorkester nu et ekstra show af musicalkoncerten JESUS CHRIST SUPERSTAR i Royal Arena. Det sker lørdag den 11. september kl. 16:00, dagen efter den oprindelige forestilling. 

Til september kan vi endelig igen stimle sammen og se frem til de store musikalske oplevelser efter en lang periode helt uden. Og besøger man den multifunktionelle arena Royal Arena i København d. 10. – eller nu også d. 11. – september, er der lagt op til en musikalsk begivenhed ud over det sædvanlige. Her opfører Danmarks Underholdningsorkester nemlig JESUS CHRIST SUPERSTAR i en helt ny arenaopsætning.

Når musikkometerne Tim Rice og Sir Andrew Lloyd Webbers ikoniske rockopera om Jesus’ sidste tid på jorden fremføres, er det af et cast med flere prominente navne iblandt. Mens de internationale musicalkunstnere Ricardo Afonso (Judas) og Cavin Cornwall (Caiaphas) er hentet ind fra London, er det de danske artister, Fallulah (Maria Magdalene), Tim Schou (Simon) og Martin Brygmann (Kong Herodes), der fylder rollelisten og vil fortolke sangene vi kender – som fx Everything’s Alright, Heaven On Their Minds og Superstar.

Indtager Royal Arena med en hyldest til musikken

Akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester, under ledelse af dirigent og Andreas Vetö, fremføres koncerten og sangene på engelsk. Det til lejligheden skabte lysdesign er lavet af Sune Verdier, mens det er René Vinther Pedersen, der iscenesætter.

Med mere end 30 musikere på scenen, et 25-personers stort kor fra musicalensemblet Teatret Gorgerne, er det hele 60 medvirkende, der i september indtager Royal Arena og sammen vil forsøge at skabe et brag af en hyldest til musikken.

”Vores kommende produktion af Jesus Christ Superstar i Royal Arena bliver en enestående oplevelse, hvor stærke vokalpræstationer, den symfoniske orkestrering og et medrivende lysdesign går op i en højere enhed. Jeg tør godt love, at publikum vil få én på opleveren, når vi indtager Royal Arena med Webber og Rice’ udødelige musik,” fortæller dirigent og direktør for Danmarks Underholdningsorkester, Andreas Vetö.

 

En musikalsk kending i nye klæder

JESUS CHRIST SUPERSTAR er en rockopera af Sir Andrew Lloyd Webber med tekst af Tim Rice. Musicalen blev første gang opført på Broadway i 1971 og havde året efter premiere i London.

Den centrale handling i sangteksterne er den anspændte relation mellem Judas og Jesus og det sydende trekantsdrama mellem Jesus, Judas og Maria Magdalene. Selvom den 50 år gamle musicalkoncert får helt nye klæder i den kommende opsætning på Amager, er det stadig den ikoniske fortælling og de originale sange, der bærer musikoplevelsen.

JESUS CHRIST SUPERSTAR opføres i Royal Arena d. 10. september 2021 kl. 20.00, samt d. 11. september 2021 kl. 16.00.

Læs mere og køb billetter til musicalkoncerten her.