Klassiske Dage
Janne Thomsen og Musikteatret Holstebro inviterer endnu engang til Klassiske Dage. Foto: Susie Knoll.

Fra den 2. oktober til den 6. oktober kan man blive klogere på, hvordan bøn og historier har været en del af det kunstneriske grundlag for klassisk musik, når Musikteatret i Holstebro inviterer til Klassiske Dage 2019.

Med temaet Prayers & Stories sætter Klassiske Dage fokus på, hvordan bøn og historier gennem tiden har været en del af det kunstneriske grundlag for klassisk musiks mangfoldige udtryk. I Musikteatret betyder det et væld af klassiske koncerter og andre oplevelser, der rører ved det klassiske tema. Fordelt i kirker, på Knudsens, Strandingsmuseet, Nr. Vosborg og i Musikteatret er der oplevelser for enhver smag.

”Bønner for forelskelse, for forkalkede, for forhutlede, forfrosne, forhastede og mange flere sættes i rammer til musik af bl.a. Bach, Schubert og Kurtag, udført af Klassiske Dages Musikere sammen med Ensemble MidtVest og Herning Kirkes Drengekor under ledelse af Mads, samt Kristian Marius Andersen ved orglet. Uden tvivl en oplevelse,” siger administrationschef ved Musikteatret Lone Abildtrup.

Janne Thomsen er grundlægger og kunstnerisk leder af Klassiske Dage, og i 2011 modtog hun Holstebro Kommunes Kulturpris og Lionsprisen. Under festivalen kan hun bl.a. opleves i En litterær rejse gennem Europa og i åbningskoncerten på fløjte.

Fra Skt. Genevieve til Beethoven

Den officielle åbningskoncert From Follies to Prayers kan opleves på Knudsens med Klassiske Dages solister den 3. oktober, som bevæger sig fra det 5. århundredes franske Skt. Genevieve via middelaldertemaet Follia til et intenst dansende Klezmer-stykke i Den Blinde Isak’s drømme og bønner.

På Strandingsmuseet St. George kan man den 4. oktober opleve musik af Roussel og Beethoven, inklusiv oplæg, kaffebord og museumsbesøg til arrangementet Liv, Død, Heltemod og Kærlighed.

Årets symfoniske festkoncert Fra Moldau Til Manhattan foregår på Musikteatret, hvor Orkester MidtVests 25 år og Klassiske Dages 15 år bliver fejret. En koncert, som beskrives som en musikalsk rejse af Lone Abildstrup:

”Her kan man opleve en af de store klassikere Gershwins Rhapsody in Blue, som forener jazzens energi og ”blå” toner med symfoniens klangverden med topsolist Marianna Shirinyan, femdobbelt prisvinder ved ARD i München. Programmet udfolder sig som en musikalsk rejse over Atlanten og ledes af Maria Badstue, der har etableret sig som en af sin generations mest lovende dirigenter”, siger hun.

Sigurd Barrett er tilbage

Igen i år kan Sigurd Barrett opleves til Klassiske Dage. Han inviterer til en stund med H.C. Andersen, som er en koncert med hele familien.

”Der vil være klip fra H.C. Andersens rige eventyrunivers, som fejres musikalsk med et hav af sange, danse og musikstykker, sjovt sammensat af alle børnenes historiefortæller, Sigurd Barrett”, fortæller Lone Abildtrup.

Foruden Sigurd Barrett medvirker blandt andre Hugo Ticciati, Alasdair Beatson, Det Kongelige Teaters Balletskole, 560 børn fra Holstebro Kommune og unge talenter.

Klassiske Dage 2019 kan opleves fra den 2. oktober til den 6. oktober på forskellige lokationer i Holstebro og omegn.

Læs mere om festivalen og bestil billetter her.

Tidligere artikelKom til kultursalon om psykisk vold på Warehouse9
Næste artikelDet nye Limfjordsteater til 35 mio. kr. indvies på Mors