Mussolinis De 100 Dage © Søren Meisner / Teater FÅR302

Den tidligere italienske diktator Benito Mussolini havde et talent for dramatik. I 1930’erne blev hans propaganda-stykke De 100 dage om Napoleons storhed og fald i hvert fald opført rundt omkring på de europæiske teaterscener med stor succes. Forestillingen Mussolinis De 100 Dage tager udgangspunkt i dette og kan lige nu opleves på Teater FÅR302.

Mussolinis De 100 Dage er en besk og sort-humoristisk fortælling om magtbegær, storhedsvanvid og folkeforførelse. På scenen følger vi Mussolini, når han sammen med den borgerlige dramatiker Giovacchino Forzano skriver sit stykke. Men hvad drev Mussolini til at skrive en propaganda-fortælling om Napoleon? Og hvordan gik det til, at Forzano, der ellers begyndte sin karriere med operaer, endte med at blive fascismens første dramatiker? Forestillingen udfolder et ikke ufarligt møde mellem en diktator og en dramatiker, mellem kunsten og det politiske apparat.

Det er dramatiker Lucas Svensson, der står bag Mussolinis De 100 Dage. Han modtager den 26. marts den Dansk-Svenske Kulturpris på grund af ”hans særlige sans for at forene veldokumenteret og ofte historisk stof med det poetiske og fabulerende”. Han har skrevet forestillingen specielt til Teater FÅR302 – en forestillingen som ifølge ham selv er højaktuel.

“Forestillingen rammer lige ned i den tid, vi lever i nu. Vi oplever en spirende nationalisme, lukkede grænser og en slogan-politik, der føres af potente og karismatiske ledere. Napoleon, Mussolini, Trump … længslen efter fars kærlighed forsvinder åbenbart aldrig,” udtaler Svensson.

Mussolinis De 100 Dage kan allerede nu opleves på Teater FÅR302 i Toldbodgade 6 i København. Forestillingen spiller i perioden 24. marts – 13. april. Billetter kan findes her.