Foto: Miklos Szabo

”Mutter Courage og hendes børn” havde kun lige haft premiere, da forestillingen blev aflyst grundet corona – nu får forestillingen repremiere på Skuespilhusets Store Scene i dag d.1 oktober og spiller frem til 14. november.

Suveræne Karen-Lise Mynster tilbage i hovedrollen som Mutter Courage

Mutter Courage og hendes børn handler om en kvinde, der sammen med sine tre halvvoksne børn rejser gennem et krigshærget Europa. Hun ernærer sig ved at forsyne tropperne med varer, og krigen er en lukrativ forretning, men prisen høj. Gradvist mister Mutter Courage alt til den krig, hun selv fodrer.

En verdensberømt teaterhistorie

Bertolt Brecht skrev sit nu verdensberømte teaterstykke i eksil i Sverige i efteråret 1939, mens 2. Verdenskrig bryder ud. Det var til dels en advarsel til de nordiske lande, som tjente på at sælge varer til Det Tredje Rige. Men først og fremmest er stykket en tidløs, rystende demonstration af, hvordan mennesket ikke formår at lære af dets lidelse.

Oplev en af verdensdramatikkens mest ikoniske kvindeskikkelser. I en stærk, gribende iscenesættelse af norske Sigrid Strøm Reibo – Det Kongelige Teaters nye husinstruktør – med tyske Katrin Nottrodt, der er en af Tysklands førende scenografer, ved sin side.

Billetter kan købes her