Skatteøen
Skatteøen er tilbage på Folketeatret. Foto: Gudmund Thai.

Fra den 10. oktober er Skatteøen tilbage på Folketeatret. Glæd dig til at blive ført ud på det caribiske hav blandt eneboere, pirater og søulke til tonerne af Sebastians sange og musik.

Skatteøen handler om drengen Jim Hawkins og tager sin begyndelse i 1745 på kroen Admiral Benbow, der drives af Jims mor, Mrs. Hawkins. En dag ankommer den gamle sørøverkaptajn Bill Bones med en mystisk rejsekiste, hvor Jim finder et skattekort og drager ud på eventyr. Kaptajn Flints skat skal findes, så sammen med doktor Livesay og godsejer Trelawney tager Jim afsted på skibet Hispaniola. Besætningen består af farlige pirater og deres leder John Silver, der er forklædt som skibskok. Han planlægger et mytteri, som bryder ud, da de ankommer til Skatteøen. Et sandt eventyr og et kapløb om skatten er i gang.

Skatteøen på Folketeatret

Skatteøen er en del af Folketeatrets nyere historie. Forestillingen havde urpremiere på teatret i 1986 og har siden spillet utallige gange. Musikken til Skatteøen udkom før urpremieren med nogle af tidens største sangere, og allerede inden premieren havde albummet solgt 70.000 eksemplarer. Især Lis Sørensens Fuld af nattens stjerner er husket af mange. Den vil blive sunget af sanger og skuespiller Shirley, der spiller rollen som Jims mor, Mrs. Hawkins. Piraten John Silver spilles af Kasper Leisner, og derudover medvirker bl.a. skuespillerne Kristian Boland, Ole Boisen og Søren Bang Jensen. Birgitte Næss-Schmidt sidder i instruktørstolen, og Jakob Lindbirk er kapelmester og arrangør. David Owe står for forestillingens stage fight.

Genhør nogle af de kendte sange som Sørøversangen, Hispaniola, Ostesangen, Admiral Benbow og Fuld af nattens stjerner, når Hispaniola igen sætter kurs mod Skatteøen i en hæsblæsende skattejagt.

Skatteøen spiller på Store Scene på Folketeatret fra den 10. oktober til den 4. december 2019. Efterfølgende tager forestillingen på turné i hele Danmark fra den 23. januar til den 31. marts 2020.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.