Mange af os kender hende fra Min søsters børn-filmene og julekalenderen Tinkas juleeventyr. Men nu vender Neel Rønholt tilbage til teaterscenen. Det sker, når hun bliver en del af genopsætningen af den Reumerthædrede flygtningegyser LIVING DEAD på Sort/Hvid.

Det er tre år siden, Rønholt sidst medvirkede i en teaterforestilling. I mellemtiden har hun blandt andet fået en datter, medvirket i film og tv samt været travlt optaget af YouTube-projektet “Nipskanalen” sammen med veninderne Laura Christensen og Julie Ølgaard, som hun flere gange før har spillet sammen med. Men nu får teaterpublikummet Neel at se igen.

”Det er et stykke tid siden, jeg sidst har stået på en teaterscene, og jeg glæder mig helt vildt. Især fordi det er med denne forestilling. Teatret er så direkte og stærkt. Det kan påvirke os fysisk og få os til at reflektere over, hvad der sker omkring os. I LIVING DEAD handler det om den flygtningekrise, som nogle gange bliver fremstillet så nøgtern og følelseskold i politiske debatter. Jeg forudser, at det bliver en meget tankevækkende proces at medvirke i denne her forestilling,” fortæller Neel Rønholt.

Zombiegyseren LIVING DEAD, skrevet og instrueret af Christian Lollike i et samarbejde mellem Sort/Hvid og Aarhus Teater i 2016, modtog Årets Særpris ved Reumert 2017. I Christian Lollikes slowmotion-instruktion flakker tre karakterer rundt i meninger om en zombiemasse, der sejler over middelhavet mod Europa. Hvorfor kan karakterne ikke mærke den mellemmenneskelige medfølelse? Hvorfor er de bange? Mon de kan blive smittet?

Du kan læse mere om LIVING DEAD og bestil billetter her.