Sommerevy på Refn
Revyen på Refshaleøen i København spiller første gang fra 14 juli. Foto: PR

Sommerens revy grin er reddet.

Fra 18. juni til 10. august kan man atter komme til revy, når Copenhagen Drive-in åbner en ny kulturscene på Refshaleøen i København.

Kulturscenen byder blandt andet på verdenspremiere på den første drive-in revyscene nogensinde.

Der, hvor Copenhell normalt varmer op under metalfolket på Refshaleøen i København, er drive-in kulturscenen klar med et bredt, dansk kulturprogram. Ikke mindst er der verdenspremiere på en helt ny revy med stjernenavne som Niels Olsen, Henrik Lykkegaard, Vicki Berlin, Pernille Schrøder og Thomas Mørk. Det sker fra den 7. juli.

”Vi glæder os HELT vildt til at afprøve det her format. Vi tænker, at det bliver en stor oplevelse for publikum, men så sandelig også for os.”, siger Niels Olsen om arrangementet.

Comedy shows og klassisk teater

Bag arrangementet står Trade Agency. Direktør Charlotte Riddersholm understreger, at arrangementerne er for publikum, som kommer i bil. Der kan være op til 700 biler. Publikum kan følge med på storskærm med transmitteret lyd til bilens FM-radio.

”Der er fuldt fokus på at støtte hele det danske kulturliv, og programmet vil være besat med livekoncerter med kendte danske artister og bands, men også et klassisk repertoire, som du kender det fra Det Kongelige Teater”, siger Jesper Mortensen, der er kunstneransvarlig.

Der kommer desuden tolv Comedy Club shows, hvor publikum kan opleve toppen af dansk komiktalent, såsom Nikolaj Stokholm, Huxi Bach, Lars Hjortshøj og Andreas Bo. For de mindste er Onkel Reje og Brilles Mega Heavy Trylleshow klar.

Man kan læse hele programmet og bestille billetter her.