Nisserne er løs i Gammelby igen! Morskabs-Theatret kan i år fejre 25-års jubilæum, og de vender traditionen tro tilbage til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med en juleforestilling. I år er titlen JUL I GAMMELBY, som med sikkerhed sparker julestemningen i gang på bedste nissemanér. Stykket har premiere i Det Lille Teater 26. november og spiller frem til 17. december. Igen i år er skuespillerne under ledelse af instruktør Martin Schwab og sangcoach Henrik Fevre. Her inviteres både børn og voksne indenfor til en forestilling fyldt med humor og nissedrillerier.
Kendt fra DR’s julekalender
De fleste kender nok historien om købmanden og alle nisserne i Gammelby fra DR’s julekalender, som blev vist første gang i 1979. Historien handler om købmanden fra Gammelby, som er ved at gå til af bekymring over, at hans fragtskib, det gode skib Haabet, ikke er kommet i havn. Og hvis det ikke sker, vil han ikke holde julefest. Det vil købmandsgårdens nisser ikke finde sig i, så i ledtog med købmandens børn, Mads og Mette, finder de på forskellige nissedrillerier, som skal overbevise købmanden om, at han gør bedst i ikke at aflyse julen. Om det bliver købmanden eller nisserne, der får sin vilje, må tiden vise.
25-års Jubilæum for Morskabs-Theatret
Morskabs-Theatret er en amatørforening, der arbejder med en professionel instruktør og sangcoach, stærkt ledsaget af en lang række talentfulde, frivillige skuespillere. I år kan Morskabs-Theatret fejre 25-års jubilæum og i løbet af de 25 år, der er gået, har Morskabs-Theatret spillet mere end 30 forskellige forestillinger for over 150.000 publikummer. Med fejringen af jubilæet er der lagt i kakkelovnen til en kæmpe julefest, hvor der både tændes julelys i Gammelby og i øjnene på publikum.
Læs mere om JUL I GAMMEL og køb billet her